Efter 24 år som farvekspert skulle Josephine lære farver på ny, da hun flyttede ind i Carlsberg Byen

Hindbærrøde døre, blålige nuancer og brune vægge

Det er fire år siden, at ejendomsselskabet Carlsberg Byen bad Josephine og samarbejdspartneren &Drape om at indrette den moderne penthouselejlighed med farver og gardiner. Hun havde fået nøgler, så hun stille og roligt kunne gå rundt og vurdere.

– Det var noget af en faglig udfordring for mig at skulle indrette med farver i nybyggeri. På det tidspunkt arbejdede jeg især med farvesætning af ældre lejligheder og patriciervillaer med høje paneler og stuk, hvor mit greb og min holdning til farvesætning af de arkitektoniske detaljer faldt helt naturligt. Jeg var klar til at udfordre mig selv kreativt, fortæller hun.

Men det blev hurtigt klart, at hun tilfældigt havde fundet sit nye hjem. Lejligheden er sydvendt, og alt var malet hvidt, og mødet mellem de moderne, rene linjer og det skarpe lys var hendes største udfordring.

– Hvidt kan være roligt, men her blev det næsten hovedpinefremkaldende. Jeg har nu arbejdet med farver i 24 år og har i årenes løb fundet min egen tilgang til det at arbejde med farver i rum. Men det meste af det, jeg over tid havde tillært mig, kunne jeg her kyle over skulderen, siger Josephine.

Hun så hurtigt, at lyset skulle dæmpes og filtreres, så hun kunne opnå den ønskede ro og varme, der kan få overflader til at indgå i en stemningsfuld dialog med kunst og resten af indretningen. De hvide vægge blev malet i en helt sart lyserød kaldet Under My Skin som gennemgående farve. Derudover har hun arbejdet med markører som bl.a. en brunlig væg i stuen, hindbærrøde døre og lofter i en kølig, blålig hvid. De små revner mellem betonpladerne i loftet er malet i forskellige nuancer, som bryder den hvide flade og inddeler det store rum i flere rum og understøtter funktionerne i hvert område. Man kan næsten se de markante farvede streger på lofterne som et moderne bud på stuk.

Hun fandt på at male mønstre på de håndvævede gardiner syet af &Drape og tilføre dem et kunstnerisk lag. Tekstilerne er også med til at tæmme lyset og bidrager til at skabe flere taktile lag i det moderne rum, der ellers kunne blive lidt for retlinet.

Lejligheden på 97 m2 rummer to stuer og to soveværelser, hvoraf kun det ene er helt lukket af. Selvom hun gik fra 200 m2 herskabslejlighed på Østerbro, passer størrelsen dem fint, da Josephine og Peter kun har Josephines yngste boende hjemme, og det moderne er optimalt udnyttet, og alt teknisk er tiptop.

– Men når alt er åbent, kan det nemt blive rodet og usammenhængende, og ligesom jeg var nødt til at skabe en helt ny tilgang til overflader og farver, har jeg også arbejdet med at inddele lejligheden i zoner for at skabe en orden, fortæller hun.

Et centralt valg var at inddrage et større gangareal som kunstgalleri. Hele væggen ud mod vinduerne er fyldt med kunst, samlet gennem årene. Ved at skabe en bro mellem køkken-alrum og stuen i den anden ende har de bragt en ekstra funktion ind i rummet. Desuden understreger det, at kunsten betyder ekstremt meget for hende.

– Kunsten er på en måde et spejl, en parallel virkelighed, som jeg har brug for som modspil til det praktiske liv. Den giver mulighed for at abstrahere fra det konkrete, men også dykke ned i de dybere, sårbare lag. Vi lever i en brutal verden med krige og miljøkatastrofer. Kunsten føles opbyggelig og giver håb. Det minder mig om, at min verden, fuld af farver og stemninger, er en del af det samme rum, hvor også det svære findes. Når jeg træder ud af mit private rum, går jeg stadig ind i det samme fælles rum. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer verdens sammenhængskraft, mener hun.

Fysisk går hun ud i et lokalområde, der ligesom selve lejligheden er blevet noget særligt for hende.

– Jeg faldt for blandingen af historie og en spændende ny bydel her på Valby Bakke. De fleste andre byfornyelser har ikke den samme forankring i det gamle. Carl Jacobsen, søn af den gamle brygger, var stærkt optaget af arkitektur og kunst – og heldigvis har meget af det gamle fået lov at stå. Masterplanen her minder om en italiensk landsby, hvor man bevæger sig tæt forbi byens tårne. I modsætning til Ørestaden, hvor høje bygninger og brede boulevarder skaber åbne og distancerede miljøer, finder man her intime gyder, grønne områder med bænke, caféer og restauranter. Det er luftigt i toppen og tæt på gadeplan, hvor beboerne færdes, siger hun og glæder sig over, at flytningen har givet dem et udeliv, der er guld værd.

Modstanden, hun havde mod at bo i et moderne byggeri, er i dag helt uforståelig for hende.

– Jeg troede, jeg ikke kunne leve uden “charmen” fra en gammel herskabslejlighed med alle de skæve detaljer, gamle historier, stuk og ja selv synlige radiatorer. På den måde var jeg nok lidt af en romantiker og kunne ikke forestille mig, at man kunne skabe en lignende “hygge” i nybyggeri. Det kan man heller ikke. Til gengæld er det en anden slags hygge.