
"Her har kun boet fem familier før os, og det betyder, at en stor del af husets originale løsninger er bevaret"
Restauratørerne Sofie og Michael Listov-Raunkjær har skabt et veludført hjem, som på kreativ vis sammenfletter gammelt og nyt.
AfDet rummelige hus i gotisk stil i Hellerup nord for København lignede bestemt ikke nogle af de boliger, som Sofie og Michael Listov-Raunkjær ellers kiggede på under deres søgen efter et nyt hjem.
Men de to faldt pladask for huset og dets spektakulære udseende, og før de havde set sig om, var det 300 m² store hus fra 1907 deres.
Forinden havde parret flyttet en hel del rundt, så det stod højt på prioriteringslisten at finde et sted, hvor de for alvor kunne slå sig ned.
De mange flytninger havde dog ikke været helt uden gevinst.
– For hvert sted, vi har boet, har vi taget en masse brugbare erfaringer med os. Frem for alt har vi forstået den store betydning af funktionalitet, og at øjet skal forkæles selv med de mindste detaljer, siger Sofie, der derfor tog sagen i egen hånd, da boligen skulle renoveres.
Familien er sande elskere af det grønne og kan slet ikke få nok. De er stille og roligt ved at omlægge deres have til nyttehave.
Spisestuen ligger i forlængelse af køkkenet. Spisebordet er snedkerlavet af Dan Madsen fra Nørrebro Snedkerservice. De sorte stole er klassiske CH46-stole designet af Hans J. Wegner, som også har designet den røde Y-stol. Spisepladsen rammes ind af den runde led-pendel fra Kaia Lighting. Den blåstribede vase fra Hay skaber et fint farvespil blandt naturfarverne.
Mørke farver i gangen virker omsluttende og hyggelige. Malingen er håndstrøget på væggene, som var typisk at gøre i 1920'erne-1930’erne for at skabe et mere organisk farveudtryk. Den blå farve på væggen hedder Inchyra Blue, og den lilla farve på trinnene hedder Brinjal. Begge er fra Farrow & Ball.
En glasdør til gangen skaber transparens, og det er en smart måde at få lys i gang og stue. Radiatorskjuleren er både dekorativ og kan bruges til hyggelige opstillinger med vaser og fyrfadslys. Et fiskeøjespejl fra Rue Verte skaber en flot effekt.