Camaleonda sofa
© Michael Sinclair

Kom med indenfor hos Coldplays Guy Berryman

En gammel, statelig jagtejendom danner rammen for Coldplay-bassist Guy Berryman og model Keshia Gerrits’ hjem i Gloucestershire. Her mikser skandinaviske møbler fra 60’erne sig med hurtige biler, kunst, mode og musik.

Selvom Guy Berryman nok mest er kendt for sin rolle som bassist i Coldplay, så er det noget helt andet, der har optaget ham de seneste år, nemlig brandet Applied Art Forms, som han grundlagde i 2020 fra sit hjem under den første nedlukning.

– I min optik skal form følge funktion. Det er utroligt, men det kan holde mig oppe om natten at tænke på syninger og sweatshirtpasforme. Mine store forbilleder er Helmut Lang og Martin Margiela fra den tid, hvor de hver især arbejdede hos de respektive huse, de selv har lagt navn til. Derudover er jeg meget opslugt af Raf Simons og den måde, japanske designere har sans for detaljer, fortæller han og fortsætter:

– Jeg har designet en parkafrakke, som er inspireret af en af Helmut Langs, og hans inspiration var et M-65-militærdesign. Jeg synes, det er fantastisk, hvor mange kulturelle lag der kan eksistere i et design, og det optager mig meget.

Den kulturelle lag på lag-tanke synes også at gennemsyre hans hjem, der i den grad afspejler, at der bor et par med en bred vifte af interesser: musik, kunst, veteranbiler og designmøbler – der er stort set ikke det, Guy Berryman og Keshia Gerrits ikke samler på.

Hvor end man kigger hen, er der en samling af en art at gå på opdagelse i. Selve ejendommen tilhørte i slutningen af 1800-tallet Henry Arthur Brassey, som var en del af det britiske aristokrati, og blev brugt til at huse selskaber i jagtsæsonen.

Det sidste års tid har Guy Berryman brugt på at restaurere to af de gamle staldbygninger, så de kan huse både hans omfattende samling af veteranbiler og hans studio og kontor.

– Jeg startede med at fikse gamle biler sammen med min far, da jeg var 13. Jeg har efterhånden haft alle de biler, jeg elsker, så det må være nok nu, siger han om samlingen, der tæller 15 forskellige veteranbiler fra 1960’erne.

I biblioteket finder man bl.a. et Andy Warhol-silketryk af Mick Jagger, en Mario Bellini-modulsofa fra 1970’erne og en victoriansk mannequin, håndskåret i træ.

Og der er en rød tråd her: en forkærlighed for ting, der er industrielle af natur, men stadig er unikke.

– Midt-60’erne var storhedstiden for godt design. Vi har mistet noget siden da. Hvis du ser på en Ferrari fra 1960, er den som en skulptur med smukke flydende linjer skabt af menneskehænder. I dag er alt for meget fremstillet på computer for at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel.