Kongeparret har bygget et hus, som rykker grænserne for nybyg

De grønne bannerførere

Den første lukkede del af annekset udgøres af de private gemakker, den anden åbne del rummer den mere "officielle" afdeling i form af et alrum med køkken og mødefaciliteter. På den måde har bygherren (kongeparret) og arkitekten (Anders Lendager) tænkt ind, at bygningen spejler sine ejere som repræsentanter for et moderne monarki, der står på et historisk fundament, men naturligt indgår i sin samtid.

Oprindeligt var annekset en gammel værkstedsbygning. Bygningen blev ikke længere brugt, så kongeparret skulle overveje dens videre eksistens. Den letteste og mest gængse løsning var at rive den ned, så man kunne få skabt en bygning til moderne behov i stedet.

Sådan gik det dog ikke.

Arkitekt Anders Lendager er for længst blevet kendt og anerkendt som visionær arkitekt med bæredygtige principper. På opfordring af VisitDenmark skabte han i 2021 en pavillon til den årlige designmesse i Milano. Væggene bestod af 1250 stole lavet af bl.a. plastik fra Carlsbergs fustager, mens tagpladerne blev til i samarbejde med et firma i en flygtningelejr i Uganda.

– Anders er jo en superinnovativ arkitekt. Han skubber virkelig til nogle grænser inden for, hvad der er lavet før, og hvordan man kan lave det. Tit og ofte får man ellers bare en beskrivelse: “Gulvet skal være lavet af det her” osv. Men når man som entreprenør føler sig som en del af et samarbejde, bliver involveret tidligt i processen og kan begynde at foreslå nogle ting, så får man pludselig en aktiv og involverende rolle. Det er altså positivt, forklarer tømrermester og entreprenør Kristian "Iver" Chemnitz Iversen, der var med til at realisere pavillonen.

Så bæredygtigt som muligt

"Frirum" blev et kerneord, for der blev skabt en arbejdsplads, hvor både de planlæggende og de udøvende fik mest mulig plads til at "nørde igennem", og hvor alle bakkede op om hinandens idéer – hvor umulige de end måtte synes.

Dels Lendager, da han skulle tegne den nye version af annekset, dels Iver, der som entreprenør vandt udbudsrunden med et tilbud, der handlede om mindst mulig udledning af CO2 pr. m2.

Det løste han ved at foreslå en cirkulær byggeplads med et ind- og overdækket snedkertelt lige op ad stilladset, hvor man kunne bearbejde, rengøre og tilrette materialer, samt at foretage en komplet kortlægning af alle materialer, så man ikke var i tvivl om, hvad der kunne genbruges direkte, hvad der skulle tilpasses, og hvad der evt. skulle suppleres med for at realisere bygherrens og Lendagers vision for bygningen.

Annekset ligger klods op ad Kancellihuset, så ud over at kongeparret kunne følge processen på tætteste hold, holdt de som bygherrer også løbende møder med arkitekten og entreprenøren.

– Der blev tænkt og tegnet, og min mand og jeg fulgte projektet fra start til slut ved at blive inddraget i, hvad der kunne lade sig gøre, og i samarbejde med håndværkere og arkitekter finde frem til de rigtige løsninger. Det er fascinerende at opleve, hvor meget der kan komme ud af at bygge med det, der allerede er. Det var nærmest ren magi at se idéerne tage form, først på papiret og siden i det flotte resultat. Alle gik nysgerrigt til opgaven og til spørgsmålet, hvordan kan vi gøre det så bæredygtigt som muligt? Selvfølgelig har der også været udfordringer, og der har været lidt "trial and error" over det til tider. Det kræver tålmodighed og en tro på, at det skal kunne lykkes at prøve noget nyt af, fortæller dronningen.

Resultatet blev ikke alene en bygning, hvor forbruget af CO2 er lavest muligt, det blev også en bygning, hvor de nye og ukendte metoder, som både arkitekten og entreprenøren udarbejdede og afprøvede, kan bruges fremover.

Fx terrazzogulvet i underetagen. Oprindeligt lå der et betongulv, støbt i begyndelsen af det 20. århundrede. Planen var at fjerne det for at lægge gulvvarme og så få et nyt gulv baseret på brugte betonelementer fra et nedrevet parkeringshus. Men anneksets gulv viste sig at være mere eller mindre støbt på stedet, og derfor var der alle mulige sjove søsten i fra de nærliggende søer. Så Iver, der lige havde købt en sav, som kunne lidt af hvert, foreslog Lendager en anden løsning:

– Det var jo en gammel støbning med sten i betonen, så jeg sagde til Anders: “Hvad hvis vi skærer de gulve op i firkanter, tager dem ud i snedkerteltet og sliber dem ned, så der kommer et terrazzolook op?” Og det endte vi faktisk med at gøre. Så hele gulvet er lavet uden ny cement, mens det gamle gulv har fået nyt liv igen.

Lendager og bygherren var nemlig straks med på at undgå at kassere det eksisterende gulv. Og efter en del hovedbrud fandt de en gangbar metode, som effektiviserede processen.

– Det er helt nyt – det er der ingen, der har gjort før, smiler Lendager.

Dertil kom fugen imellem fliserne. Her knuste de allerede ødelagt beton og fandt rester af mursten, ølandssten, granit m.m., som de blandede i og blev ved, til den ønskede farve var der. Resultatet blev et gulv, som fortæller sin helt egen historie om stedet.

Grønlandsk marmor og træ fra kongehusets værksted

Der er mange “juveler” i byggeriet. Såsom det grønne grønlandske marmor, som Lendager ved et tilfælde fik reddet fra destruktion, da den utrættelige tingfinder var på besøg på en helt anden byggeplads og fik lov at købe det til kilopris som naturstensaffald. Marmoret og forskellige andre stykker “affald”, fra træ til vingetegl og mursten, blev præsenteret for kongeparret, og Lendager fortæller:

– Jeg tror aldrig nogensinde, at nogen har kørt så meget affald ind på Fredensborg! Vi præsenterer de forskellige materialer, fortæller om, hvad de kan, og hvad besparelsen af dem er. Og så kommer vi til det grønlandske marmor. Da kongeparret ser det, bliver de helt forelskede i det og beslutter, at det skal vi bruge, så meget vi overhovedet kan. Derfor ender det med, at vi virkelig får lov til at rendyrke det her grønlandske marmor på alle overflader. Så det bliver ligesom genintroduceret. Det var jo selvfølgelig med masser af fejl i, med ridser og huller. Men de spor syntes kong Frederik og dronning Mary, netop var med til at fortælle historien om, at det havde haft et før-liv, og nu var det taget ind og var blevet en del af Fredensborgs kulturarv.

De fliser, som ikke var knust under nedrivningen, blev brugt i køkkenet, andre blev skåret til og brugt på et badeværelse og som hylder og sæbeplade i køkkenet. Effekten er forunderlig med de rolige, bløde grå, jadegrønne og mørkegrønne tusinder af år gamle mønstre, der, som Lendager siger, ligner sæler eller leoparder og er "helt underskønne smukke".

En anden juvel må siges at være det trækunstværk, som befinder sig på den indre kasses bagside, af træstykker og -stumper reddet fra udsmidning på kongehusets eget værksted. Træstykker, som for nogles vedkommende er flere hundrede år gamle, fordi de har været reparationstræ, der har fulgt med officielle møbelgaver. I anneksets trækunstværk får hvert stykke træ lov at stå ud og markere sig, intet er vigtigere end andet, uanset om der er tale om ædeltræ eller fyr.

Og spørger man dronningen, om der er en detalje i projektet, som hun er særligt glad for, lyder svaret da også:

– Jeg er glad for helheden mere end detaljen, og omvendt kan man sige, at helheden består af alle de velovervejede detaljer. Det er en bygning skabt af nytænkning, og forhåbentlig tager alle involverede inspirationen med sig videre i nye byggeprojekter – både herhjemme og i udlandet, siger hun og tilføjer:

– Hvis jeg skal nævne én ting, som gør mig særligt glad, så er det, at noget tilsyneladende værdiløst kan få brugsværdi igen, og tanken om, at den enes affald kan være den andens guld.

En romantisk og biodivers have

Alle møbler er fundet eller købt brugt, men det smukke mødebord er nyt, skabt til stedet af kongehusets snedkeri af resttræ ud fra samme collageprincip som værket på væggen.

Sætter man sig her, vil man enten sidde længe, for huset rummer en forunderlig ro, eller også vil øjet fanges af et andet af dronningens projekter, nemlig Den vilde have. En have, som på ingen måde minder om den stramt komponerede barokhave med dens alléer og vinkler, men som alligevel er gennemtænkt på sin helt egen måde.

Smukt afgrænset af kontrasterende, slåede plæner fulde af kløvere ligger den som en lille ønskeø rundt om en himmelhøj gammel eg. På stammen hænger et bihotel, og rundtom på "øen" summer bier og sværmer sommerfugle, ikke kun i dagtimerne, men også når mørket falder på.

Noget, som er fuldt bevidst, forklarer Christine Waage Rasmussen, ph.d., landskabsarkitekt og ansvarlig teamleder fra Slots- og Kulturstyrelsen.

– Haven ligger på en klippet flade, og mange af planterne har en vis højde, så det skaber en rumlig effekt. Det er noget, man går rundt om og kigger ind på, men man kan også skabe stier igennem, hvis det var det, man ville. Og så har vi arbejdet meget med, at der er blomstring fra tidligt forår til så sent som muligt.

Waage Rasmussen forklarer, at haven består af en blanding af hjemmehørende og indførte arter, stauder og enårige – “en god blanding af alt muligt”.

– Særligt hjemmehørende planter er rigtig gode for insektlivet, fordi insekterne har tilpasset sig dem, og så er det dejligt at have en blomstring over lang tid, fordi det også giver insekterne mulighed for at hente nektar i en lang periode. Der er fx dagpragtstjerne, som trives rigtig godt. Og der er margueritter. Der er bellis. Og der er nogle natvioler – som i øvrigt dufter helt vidunderligt! De dufter om natten, og det tiltrækker natsværmere og insekter, der er aktive i de mørke timer. Her er også brændenælder, som jo er en hjemmehørende plante og er en fantastisk værtsplante for sommerfugle. De lægger deres æg og deres larver på dem, som så har den første opvækst der. Med andre ord, forklarer Waage Rasmussen, har Slots- og Kulturstyrelsen med udførelsen af Den vilde have tænkt “bredspektret”. Og hun tilføjer:

– Noget af det, jeg synes er interessant, er, at første år var der virkelig mange margueritter i. Og så var blomstringen jo primært hvid og med alt muligt blandet i. Men nu er det dagpragtstjernen, som har taget over, og den er pink-lyserød i det, og margueritten er ligesom ved at forsvinde lidt ud. Det er noget af det, man skal være meget opmærksom på, når man anlægger denne her type have. En blomstereng er jo en kulturform, og den skal passes. Og man skal være indstillet på, at det er en form for gensidig dialog mellem natur og menneske. Planterne "svarer" jo på de forhold, der er, og vi kan så så meget ud, vi vil, men hvis de ikke vil trives, så vil de ikke det. Så må man arbejde med det, der gerne vil, og der kan være forskel fra år til år osv., siger hun og tilføjer om kontrasten til Slotshaven:

– I barokken var det vigtigt, at man viste, at mennesket kunne styre naturen, fordi det var en måde at kontrollere og have magt på og at vise sin magt. Og man havde alle de her klippede alléer og hække. Det var kontrol, kontrol, kontrol. I romantikkens haver, som blev moderne efter barokken, skulle det netop være naturen i sig selv, man dyrkede, vel vidende at det er en idealiseret natur. Og det er det her jo også. Der ligger det natursyn i det, at man har prøvet at arbejde "med" naturen og respektere den frem for ligesom at demonstrere sin magt ved at kunne kontrollere den.

Men resultatet er nogenlunde det samme, forklarer Waage Rasmussen, for de forskellige slags naturer passer til forskellige dele af biodiversiteten. Således er lindetræerne i de mere end 9 km alléer i den barokke have i Fredensborg "vanvittigt populære for insekterne, fordi der er blomster i", og:

– Rigtig mange insekter finder nektar der, og det betyder, at der er masser af flagermus, der kan fouragere, fordi de spiser insekterne. Vi har mere end syv forskellige flagermusearter her. Så man kan ikke sige, at en barokhave ikke er god for naturen; der er alle mulige andre gode ting i den. Men naturhaven er en anden form for havekunst, hvor man ligesom skal være lidt mere i "dialog" med planterne og også lade dem bestemme noget og være indstillet på at følge, hvad de "vil". Frem for i barokken, hvor man sagde: "Jamen de skal bare makke ret."

Lidt ligesom frirummet omkring Den Cirkulære Byggeplads. Slots- og Kulturstyrelsen er dog også inden for de seneste måske ti år begyndt at slå græsset mindre hyppigt samt at lade kævler og træruiner ligge der, hvor det ikke generer parkens gæster, "og også have bunker med kvas liggende, hvor pindsvinene har det godt, og fuglene kan gemme sig", som Waage Rasmussen fortæller.

Og den gamle eg er da også tilfreds med ikke at få klippet græsset helt tæt på sin stamme og hen over sine rødder; den har i hvert fald synligt grønnere lavtsiddende grene nu, har dronningen noteret sig.

Lokalforankret arkitektur

Vender man sig rundt og betragter huset her fra Den vilde have, ser man en smuk endegavl komponeret af genbrugsruder i vidt forskellige størrelser, men gjort harmoniske af at sidde i ens, olierede vinduesrammer over de glasfoldedøre, der opløser husets fornemmelse for inde og ude.

Beruset af sanseindtryk forundres og glædes man over, at et sådant sted findes. Kongeparrets cirkulære anneks er ganske enkelt et besjælet sted. Måske skal vi i byggeri fremover begynde at kigge indad og bagud, for som Lendager retorisk spørger:

– Hvad er dansk arkitektur? Vi har talt om nordisk arkitektur og design i mange år, men den har jo i den grad været inspireret af en international arkitekturretning: Japan, Asien, USA osv. Så hvad er den lokalforankrede danske arkitektur? Jo, det er bindingsværk, lerpuds, træfiberisolering. Organiske materialer, der vokser i Danmark, som pludselig bliver til byggematerialer. Og det er jo virkelig interessant, at vi egentlig går baglæns for at finde inspiration til, hvordan vi kommer fremad. Det er enormt vigtigt også i rejsen med det bæredygtige byggeri at forstå vores kulturarv, vores bygningsarv, og se på, hvilke af de ting der rent faktisk kan bruges til at lave vores fremtidige byer og bygninger.

Og dronningen er enig:

– Der ligger så meget potentiale i bæredygtighedstanken, både herhjemme og i udlandet, og vi er langt fremme i Danmark. Vores stolte tradition inden for håndværk, vores evne til at skubbe til grænserne og finde nye løsninger kombineret med vores gode samarbejdsevner gør, at vi har meget at byde på inden for genanvendelse. Det fik jeg i den grad øjnene op for i Milano, og fremover vil jeg blive mindet om det, hver gang jeg træder ind i Det Cirkulære Anneks. Det står for mig som et smukt bevis på, at fremtidens byggeri i høj grad kan skabes af fortidens ressourcer, og håbet er, at alle involverede kan genbruge deres erfaring og læring herfra i nye byggeprojekter.

Iver er i hvert fald godt i gang med at motivere andre arkitekter, bygherrer og entreprenører til at arbejde mere fællesskabsorienteret. Og løsningsorienteret. Hvilket måske i virkeligheden er det samme?

– Med sådan nogle projekter som det her tvinger man jo folk sammen, for hvis man skal opnå de cirkulære, bæredygtige løsninger, skal man samarbejde. Og få materialekortlagt: Hvad kan lade sig gøre, hvilke facadebrædder kan vi lave om og give nyt liv, hvilke indvendige ting kan vi gøre for at få det håndteret korrekt? Altså her er de gamle trægulve blevet til vægge, og alle akustiklofterne er de gamle lægter, som er skåret til og blevet til listelofter. ALT er recycled. Alene det, at du ikke skal bortkøre X antal tons affald som fra en normal nedrivningsbyggeplads, er jo fantastisk, siger han.

Lendager supplerer:

– For mig har det altid handlet om at udfordre sig selv mere og mere; som det at tage affaldsvindmøllevinger – en kæmpe udfordring – hvordan laver man en 70 m lang affaldsvinge i glasfiber om til noget som helst fornuftigt igen? Eller gamle aluminiumsplader fra postkasser, som dem, vi bruger til facaden på vores næsten 80 m høje træhøjhus i Aarhus. Det at bruge fraktioner, der er svære, og så gøre dem smukke igen, synes jeg, er ekstremt inspirerende og med det samme noget, som klimaet positivt responderer på – man sparer ressourcer, sparer CO2 – og det synes jeg, er den eneste vej frem for det, vi skal og står overfor af klimamæssige udfordringer.

"Det er noget, alle kan gøre"

Apropos at gøre tingene smukke igen: Det er svært ikke at bemærke, at annekset er blevet æstetisk smukt.

Lendager tøver diplomatisk med at kalde noget for skønt og andet for uskønt, men medgiver alligevel, at æstetikken kan være en afgørende faktor for at få flere med på den bæredygtige vogn:

– Altså min arkitekturopdragelse er jo i modernismen – Le Corbusier, Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright, masser af glas, masser af beton osv. Og materialerne er der jo som sådan ikke noget galt med, men påvirkningen af klimaet med dem er der i den grad noget galt med. Og så handlede det jo om, at “form følger funktion”, og for mig har jeg genskrevet det til “form følger tilgængelighed”. Når man ser på, hvad der så er tilgængeligt, så ændrer det radikalt på designet og arkitekturen. Og det er det, som annekset er et rigtig godt eksempel på. At ens arkitektoniske valg og løsninger er båret af en tilgængelighed af et vindues størrelse eller nogle ressourcer på fx genbrugstræ eller genbrugssten, som man bliver nødt til at tilpasse sit design efter. Og det er helt anderledes end det, vi er opdraget med. Der er ingen tvivl om, at Det Cirkulære Anneks er lykkedes som eksempel på en ny og bedre byggeskik. Men det kræver, at alle parter spiller sammen.

– At lykkes er enormt berigende, og det sker netop, når man har en bygherre, der er modig og tør udfordre det gængse. Kongehuset er jo her trådt ind i et univers, som mange professionelle ville være nervøse for. Vi har bygget fornuftigt, vi har prøvet nogle materialer af, som vi sammenligner med eksisterende materialer, og er lykkedes med det. Og jo flere danskere man kan motivere til at bevare frem for at rive ned, jo flere der genbruger i stedet for at købe nye ressourcer, jo hurtigere når vi det mål om klimaneutralitet og bæredygtige målsætninger, der er for hele verden. Og der er det her en meget vigtig del, for her er tale om en bygningsskala, som ikke er et slot, som ikke er et kontorhus, som ikke er en stor skole, men som er noget, der repræsenterer et enfamilieshus, og dét er interessant. At det er noget, alle kan gøre, supplerer Lenager.

Bygherrerne selv, kongeparret, er da heller ikke i tvivl om, at Det Cirkulære Anneks er et vellykket projekt. Som dronningen afsluttende siger om bygningen, der for længst er taget i brug:

– Jeg oplevede i Milano, at æstetik og bæredygtighed kan gå hånd i hånd, og æstetik er naturligvis vigtig, men jeg havde ingen forventning om så flot et resultat. Når man kommer ind, bliver man omsluttet af en helt særlig ro – lysindfaldet, duften af træ, de neutrale farver, de organiske materialer og udsigten til naturen og vores vilde have. Det er næsten som at sidde midt i naturen med visheden om, at alle parter har gjort alt, hvad de kunne, for at minimere forbrug og aftryk i byggeprocessen, det er en god følelse. Jeg nyder også at se andres reaktion, når de kommer til møde i annekset for første gang. Jeg lægger mærke til, hvad de lægger mærke til, og fortæller historien bag til alle, der vil lytte.