Guide: Sådan bevarer du parcelhusstilen

Vi elsker parcelhusenes charme og særlige arkitektur. Men hvad skal man egentlig bevare, når manrenoverer, og hvordan bygger man videre på huset uden at ødelægge originaliteten og de klassiskeparcelhusdetaljer? Det får du gode råd til her.

Guide: Bevar parcelhusstilen

Nænsom renovering. Selvom udgangspunktet så håbløst ud, er det lykkedes arkitekt Allan Lorenzen at finde 1960’er-husets fine proportioner og særlige æstetik frem. Et nyt tegltag og nye vinduer og træpartier i egetræ har forvandlet det triste og nedrivningstruede parcelhus til en arkitektonisk perle.

© Andreas Mikkel Hansen m.fl.

Sådan bevarer du stilen i dit parcelhus

Vi nedlagde pistolgangen, flåede alt det gulnede cigarkassetræ ud, gemte de gule sten bag puds og malede hvidt overalt. For blot få år siden var det opskriften på den typiske parcelhusrenovering. Dengang var husene også populære, men de blev mere anset for at være det perfekte kanvas for en stor makeover.

I dag er tendensen en helt anden. De originale træk i parcelhusene er højt værdsatte, og deres ejere er mere bevidste om og forelskede i selve arkitekturen. Derfor bliver der også gået mere nænsomt til værks, når der skal renoveres.

– Boligejeren har udviklet en bedre forståelse for husenes arkitektur og den æstetik, de er blevet født med. Det er glædeligt, for det betyder, at mange er interesserede i at gøre “det rigtige”, når husene skal renoveres, forklarer Pernille Hjorth, sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter, der er en sammenslutning af arkitekter, som hjælper boligejere med deres byggeprojekter.

Guide: Bevar parcelhusstilen

Bade med referncer. Når parcelhuset skal fornyes, er det vigtigt at holde fast i husets oprindelige materialevalg og særlige arkitektoniske karakter. Dette bad er istandsat med nye materialer, som dog har klare referencer til 1960’erne. Det er lykkedes arkitekt Allan Lorenzen at lave et moderne tvist på to parcel-husklassikere: klinkegulvet og listeloftet.

© Andreas Mikkel Hansen m.fl.

En balancegang

Men sammen med kærligheden til listelofter og gule mursten følger også spekulationerne om, hvordan man moderniserer og bygger videre på huset uden at ødelægge den oprindelige stil. Det kan godt være en udfordring, når huset samtidig skal være funktionelt og fungere for en moderne familie.

– Det er en balancegang at vælge til og fra i et gammelt hus. For huset skal også følge med tiden, og det skal ikke være bevaring for bevaringens skyld, siger Pernille Hjorth og fortsætter:

– En god tommelfingerregel er, at de farver og materialer, som huset er født med, typisk også er dem, der vil klæde huset bedst. Men hvis man er i tvivl om, hvordan man bevarer og fornyer med respekt, vil jeg anbefale, at man søger hjælp hos en professionel rådgiver med ekspertise i bygningsbevaring. Så er man helt sikker på ikke at komme til at lave ulykker.

Guide: Bevar parcelhusstilen

Tilbygning i harmoni. Det kan være en udfordring at videreføre parcelhusets stil, når der skal bygges til eller renoveres. Familien i denne 1970’er-villa havde brug for ekstra plads, men ønskede en nænsom renovering. Med udgangspunkt i de eksisterende værdier i huset tegnede arkitekt Allan Lorenzen en tilbygning, der både i form og materialeholdning stemmer overens med det oprindelige hus og dets ånd. Det skaber en fin helhed, hvor tilbygningen ikke skiller sig ud.

© Andreas Mikkel Hansen m.fl.

Det skal du bevare i parcelhuset

De gule teglsten
Parcelhuset har facader af gule teglsten, som ud over at være smukke også er nærmest vedligeholdelsesfri. Drop maling og puds, og lad i stedet det ubehandlede murværk stå frem. En del af husene har også gule teglsten indvendigt i form af vægge, gulvbelægninger, trapper eller murede pejse. Det er et særligt stiltræk, som man bør værne om.

Træværk
Parcelhuset har gavlbeklædninger og lette facadepartier i træ, og i de bedste af husene er disse udført i ædeltræ, fx mahogni eller teak, der er harpiksholdigt og derfor har en lang holdbarhed. Ædeltræ kan renoveres, så tjek tilstanden, og udskift kun det træ, der er nedbrudt. Er huset født med malet træværk, så hold fast i den sorte farve, som er det, der klæder de gule sten allerbedst.

Vinduesrammer
Der er stor forskel på kvaliteten af det træ, der blev brugt til vinduer i 60’erne og 70’erne. Men da husene er født med store tagudhæng, der beskytter godt mod vejrliget, vil mange af de originale vinduesrammer formentlig stadig være i så god stand, at du blot kan nøjes med at udskifte de gamle vinduesglas med nye lavenergiruder.

Gulvklinker
Rustikke klinker og grove naturstensfliser er karakteristiske for hustypen og bør så vidt muligt bevares eller alternativt pilles forsigtigt op og genbruges andre steder i boligen.

Glatte finerdøre
Mange af de finerede døre har lidt den grumme skæbne enten at blive overmalet eller udskiftet til fyldningsdøre. Har du originale døre, og er fineren velholdt og intakt, skal du bevare dem.

Sjove detaljer
Bevar de skæve og tidstypiske detaljer, fx trælamelvæggen, glasmosaikvinduet, ventilationslugen og plastikhåndtagene. De sjove detaljer er med til at give huset kant og personlighed.

Guide: Bevar parcelhusstilen

Bevar køkkenet. Parcelhusene er født med små, effektive køkkener, men en del af disse er endt som store, sjælløse køkken-alrum, der passer dårligt til hustypen. I dette parcelhus har arkitekt Anders Barslund valgt at udfordre vanetænkningen ved at fastholde husets planløsning og i stedet optimere køkkenet inden for de eksisterende rammer med lækre og funktionelle snedkermøbler og god belysning

© Andreas Mikkel Hansen m.fl.

Sådan bygger du videre på stilen

Brug det eksisterende
Det er svært at bevare parcelhusets sjæl og charme, hvis alle materialer i huset udskiftes med nye og moderne. Kig derfor grundigt på husets oprindelige døre, håndtag, vinduer, paneler, lofter og gulve, og bevar alt det, der stadig fungerer og er i god stand.

Byg ned genbrug
Nedslidte bygningsdele kan med fordel udskiftes med genbrugsbyggematerialer fra 1960’erne og 1970’erne. Det giver et ærligt og mere gedigent udtryk til huset, og ofte er materialerne af en bedre kvalitet end det, man finder i et byggemarked i dag.

Forny med respekt
Hvis du vælger at udskifte enkelte bygningsdele med nyt eller skal bygge til, er det vigtigt, at du holder dig konsekvent til hustypens karakteristiske stilelementer og genopfinder dem i det nye design: de glatte finerede døre, listelofterne, de grove gulvklinker, farvede mosaikker i badeværelset osv. Undgå kolde, moderne materialer som glas, stål og beton.

Guide: Bevar parcelhusstilen

Gamle gulve og nye døre. Under renoveringen af et klassisk parcelhus fra 1960’erne valgte arkitekt Nanna Bering at bevare husets originale, gule klinkegulv, der stadig var i god stand, og som vidnede om husets oprindelse. Dørene måtte skiftes, men for ikke at bryde med stilen faldt valget på glatte finerdøre med sortmalede indfatninger.

© Andreas Mikkel Hansen m.fl.

LÆS OGSÅ