Hjemme hos guldsmed Josephine Bergsøe hersker en varm og sanselig stemning

Med en kombination af mellemøstlige toner, historiepræget pynt og unikke designelementer har hun skabt et enestående og sanseligt julehjem.

Et fint englekor

Det florlette englekor hænger på væggen og bevæger sig stille, når man går forbi dem. De er lavet af Josephines ekssvigermor, Nulle Øigaard.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Josephine Bergsøe ved sit julebord

Josephine Bergsøe ved sit julebord. Bordet er lavet af Josephines søster, Laura Bergsøe, som er møbelsnedker. Stolene er designet af Hans J. Wegner og er fra DBA. Den indrammede grafik er af Alexander Calder, købt i New York. En af Københavns gamle gadelamper hænger over bordet, og Laura, Josephines søster, har renoveret den. Derefter har Josephine dekoreret den indeni. Rækken af billeder er lavet af kunstneren Viktor lV. I vindueskarmen ligger en stor glaskugle med et bredt bånd i fra Studio Oliver Gustav. De to mørke rammer mellem vinduerne er stentavler fra Paris.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Lyst og luftigt køkken-alrum

Lejligheden har et stort køkken-alrum, en stue og et soveværelse. Den store krukke er fra Lauritz.com, og på bordet står en stor hvid porcelænsskål, som var en bryllupsgave, fyldt med tulipaner. Lamperne på væggen er af Vilhelm Lauritzen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Tilbage til byen

Efter mange år væk fra byen er Josephine Bergsøe flyttet til Christianshavn, og efter altid at have boet sammen med andre bor hun som noget nyt alene uden kompromiser og begrænsninger og med plads til evig forandring.

Elegant karaffel

Bordet er fyldt med mellemøstlige retter og godter. Tallerkenerne er hvide og fra ASA, og vandglas og karaffel hedder Xanadu og er tegnet af Arje Griegst for Royal Copenhagen. De høje vinglas er i krystal, og en gammel sølvgaffel er mikset med en Laguiole-kniv med sort benskaft fra Pot og Pande.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Et mellemøstligt måltid

Et mellemøstligt måltid anrettet på dansk. De bådformede skåle med salat er fra keramiker Ditte Fisher, glassene er fra Griegst.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

"Min bolig er både min hule og mit palads"

Lejligheden på Christianshavn har hvidmalede vægge og gulve, på nær en enkelt væg, der hele tiden skifter farve.

– Min bolig er både min hule og mit palads, et sted med plads til både askese og pynt, et sted, hvor foranderligheden hersker i den evige proces, jeg er i. Jeg vil nødigt definere min stil, da det vil føles som en form for fastlåst begrænsning, siger Josephine.

Køkken med fronter af mikrocement iblandet messingpulver

Køkkenet, der er skabt af Josephines søster, Laura Bergsøe, er lavet i massivt træ med fronter af mikrocement iblandet messingpulver. Grebene har Laura også lavet.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Rustikt køkken med smukke detaljer

I køkkenet er der fransk altan til gården, og her kan solen nydes på lune vinterdage. På væggen hænger en fotostat af Ulrik Crone. Gavlen på køkkenbordet er af massivt grønt marmor, som næsten virker irret op til messinglågerne. Lampen er en gammel koklokke fra Bali, som Josephine har poleret og lagt bladguld i. Der er lavet åbne hylder for at kunne nyde de smukke ting, der bruges i køkkenet.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Gasblus nedfældet i køkkenbordet

Væggen bag gaskogepladerne er lavet af malede og lakerede træplader, og gasblusset er nedfældet i bordet. Vasen med en tørret artiskok er fra Broste.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Glæden ved at skabe

Det er Josephines søster, Laura Bergsøe, der er møbelsnedker, som sammen med Josephine har skabt meget af interiøret: spisebordet med ibenholtfarvede sommerfugle og messingdetaljer, sofabordet i rosentræ, og køkkenet, som har en helt særlig overflade af cementpulver med messing i.

– Jeg er heldig, at vi er nært forbundet i vores kunstneriske verdener med glæden ved at skabe, at være fælles om at sanse, smage, snuse og mærke det, som vi omgiver os med, fortæller Josephine.

LÆS OGSÅ

Køkkenbord i brug

Der er gjort klar til de enkle sanseoplevelser, Josephine ønsker i sin jul. Granatæblet er i fokus denne jul.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Hyggelig stue med naturligt lysindfald

Laura Bergsøe står for design og udførelse af det unikke sofabord i rosentræ med sommerfuglesamlinger af valnøddetræ. Den store loungesofa er eget design lavet af to boksmadrasser fra Jysk, som har fået messingben på fra Sofacompany. Josephine har syet velourbetræk til topmadrassen og lavet fire brede sorte elastikremme til at holde den på plads. Kunstværket på væggen mellem vinduerne er en leguan af fotografen Tune Andersen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Reol med pynt

Tableau i reolen med glas, bøger, vaser og lysestager, alt fundet gennem årene.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Enkelt og nøje udvalgt pynt

For Josephine foregår julen egentlig mest i hendes butik, hvor der arbejdes og pyntes intenst indtil den 23. december, hvor julen ringes ind. Hjemme er det et mere enkelt og begrænset udvalg af pynt, der får lov at komme frem: en enkelt stor sølvkugle med et grosgrainbånd i, små fine engle, der vipper let, når man går forbi, og nogle af Josephines smykker sat på en adventskrans.

Stue i mørke toner

På væggen bag sofaen er der påbegyndt en proces af håndmaling, der aldrig stopper – den udvikler sig, som tiden går, med nye nuancer og indfald. Det unikke sofabord i rosentræ er lavet af Josephines søster, Laura, puderne i pasteller er fra Marrakech, og det quiltede gulvtæppe er fra Broste.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Granatæbler til pynt

Granatæbler bliver brugt overalt, i menuen og her, hvor de er blandet med friske grene og ældre julepynt fra Fil de Fer.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Sanserne vækkes

Hos Josephine handler julen mest om at være sammen og nyde dejlig mad – helst mellemøstligt inspireret.

– Farverne, varmen, duftene og stemningen er så sanselig, at det fylder mig med taknemmelighed og en sær ro. Duften af koriander, hummus og varmt brød vækker alle sanserne, og synet af de røde granatæbler fyldt med saftige spændte røde bær er en gave, jeg finder helt overvældende. Jeg kan blive helt passioneret omkring det at være sanselig.

Adventskrans af tråd, japanske lygter og øreringe

For flere år siden lavede Josephine en adventskrans til en artikel, og den krans kommer frem hver jul. Den er lavet i tråd pyntet med japanske lygter, der er malet sorte og rullet i bladguld. Ellers er den fyldt op med Josephines egne øreringe, der gennem tiden har mistet deres makker.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
En ørering på tråd

Kombinationen af den rå tråd, de japanske lygter og guldsmykkerne er stadig aktuel, og i julens eventyrlige dage vokser fine fantasiansigter frem under den sprøde krone.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad
Hvidt soveværelse

I soveværelset er alt hvidt, og den sjove lampe i loftet er lavet af silkeormepupper og designet af Argon. Sky-lampen har Josephine selv lavet af japansk papir med masser af lak og bladguld. Det store ovale spejl er antikt og fundet hos Wiingaard. Vasen i vindueskarmen er en gave, og sengetæppet har Josephine købt i sukhen i Marrakech.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

LÆS OGSÅ