Dengang tegnede de huse til folket på begrænset plads og budget. Deres arkitektur har aldrig været mere eftertragtet end nu

Landskabet først

– De var mennesker, som var nede på jorden, og de byggede huse præget af enkelhed og med synlige trækonstruktioner. Huse, som var tilpasset landskabet, først og fremmest. Især Friis holdt på, at arkitekturen ikke skulle “vise sig” og prøve at se ud af mere, end den var. Derfor skulle konstruktioner også vises ærligt frem, siger Ibler, som efter en snak med sin nabo og grafiker, Vagn Henriksen, kom i gang med at skrive om Friis & Moltke, men derefter ikke kunne holde op igen, for her var der tale om en på mange måder anderledes moderne arkitekturhistorie.

Ibler påpeger, at traditionelt jysk bindingsværk med dets proportioner, farver og synlige træ kan have spillet ind i den jyske duos udtryk ligesom det, at Moltke også havde en baggrund som tømrer.

– Moltke betegnede deres måde at tegne arkitektur på som “naiv”. Han havde også en stil, der refererede til bondehuse. Han var helt igennem knyttet til landskaber og det landlige; det rustikt enkle. Friis bragte derimod det disciplinært enkle ind i arkitekturen.

LÆS OGSÅ Se de arkitekttegnede, flytbare modelhuse

Friis & Moltke blev kendt for enfamilieshuse bygget i enten gasbeton eller gule mursten og gerne med sortmalet træ som kontrast. De var begge blevet undervist af Jørgen Bo, der sammen med Vilhelm Wohlert byggede Louisiana i slut-1950’erne, og de har de samme referencer til japansk arkitektur og West Coast-arkitektur, ligesom de to naturelskere sørgede for, at hvert eneste hus blev placeret med nidkær omhu på grunden, så det passede bedst muligt ind; både for omgivelserne og for de kommende beboere.

– Når de skulle i gang med en opgave, så de altid på landskabet først. Hvordan ser grunden ud? Hvad med lyset? Hvordan er vindforholdene? Hvor er bakkerne? Og så lavede de huset efter det. Det var en respekt for naturen og landskabet. En tilgang, som ikke så meget var romantisk, som den var pragmatisk. Fordi det er det mest fornuftige, både økonomisk, og i forhold til hvordan livet kan udfoldes der, hvis du vender huset, så det ikke står dårligt for vinden og lyset.

Ibler tilføjer, at makkerparrets enkle og håndgribelige tilgang også betød, at det, at de meget ofte opererede med forskudte planer i fx stuen, uanset om grundene skrånede eller ej, havde en helt konkret årsag.

– Det var for at kunne se naturen. Jeg talte lige præcis i går aftes med en husejer, som bor i et af Moltkes sidste huse, og hun sagde bl.a.: “Moltke gjorde jo alt for at lave haven!” “Nå,” sagde jeg, “hvorfor det?” “Ja, det var jo, fordi vi skulle have udsigten.” Så der blev fjernet en masse jord og lavet en kæmpe terrasse, og så blev haven omkranset af lave mure, fordi man skulle kunne se udover. For når du kan se ud – se træerne, se søen dernede – så bliver det udenfor nærmest en udvidelse af huset. Ligesom du fra flere værelser og bryggers osv. også havde døre ud. De ville heller ikke have, at beboerne satte noget i vindueskarmene; der skulle ikke være noget, som spolerede udsynet til naturen. Men det gjorde de jo, ejerne. De satte jo alle mulige vaser og pynt i vinduerne! I dag er der bygget så meget rundt om husene, at udsynet til naturen sjældent er bevaret, så de skal “klare sig selv”. Og det gør de, siger Ibler.

Duo'en, der skabte et arkitekturbrand

Husene har stadig sjæl. Det er jo interessant, at selvom naturen var så vigtig for dem, så er det det menneskeskabte, der står tilbage?

– Ja, det er det nemlig. Og med dét behovet for lys. Det kan godt være, at udsigten ikke er der, men lyset kommer stadig fra den rigtige side. Og det, at du kan se ud hele tiden, gør også, at en Friis & Moltke-bolig virker større. Friis sagde faktisk: “Vi synes, det er en dyd, at et hus ser mindre ud, end det egentlig er.” Og det passer! Der er måske en lille indgang, men idet du kommer ind, er det ligesom, det åbner sig. Husene har en storhed, selvom de er små. De kunne noget med proportioner, noget helt utroligt. Proportioner, som er menneskelige, og som giver en “tilpas” fornemmelse. Og jeg synes altid, man kan mærke, at: “Gud ja, det her, det er et Friis & Moltke-hus. Det er der ingen tvivl om. For det er så funktionelt.” Så ja, de har bygget husene efter reglerne; statslånshuse, som skulle opfylde nogle bestemte krav om få kvadratmeter og billige byggematerialer, såsom beton, men så fik folk til gengæld have, siger Marianne Ibler og fortsætter:

– Her er der tale om to personer, som har skabt nærmest et arkitekturbrand i 1950’erne. Der var jo mange, der byggede den type huse; Jørn Utzon, Arne Jacobsen osv. ... Men her var et makkerpar, som komplementerede hinanden og skabte en fælles signatur. De matchede. Og deres huse og indretning er meget knyttet til menneskeliv. Ikke at de andre fra tiden ikke kunne det, men det er bare lidt anderledes. Og jeg tror, det anderledes kommer med det rustikke. Tag bare Moltkes eget hus på Hamphøjvej i Højbjerg fra 1957 — der står en træsøjle midt i stuen, som er ubehandlet, ligesom der er rå plankelofter. Det var jo ikke kutyme. Det var jo ikke “fint”. Det tror jeg fx ikke, jeg har set hos Arne Jacobsen i hans villaer, vel?

Knopskydninger, farver og liv

I BO BEDREs augustnummer fra 1965 er der en længere billedreportage fra Moltkes landsted Sølyst ved Skanderborg. En tolænget gård, som Friis & Moltke stod for ombygningen af. Her er det tydeligt, hvor moderne og funktionelt makkerparret tænkte. Således er alle døre skydedøre for at optage mindst mulig plads, og børnenes senge er på hængsler og tredelte, så hver sektion kan vippes op og afsløre opbevaringsrum.

De oprindelige lofter var så lave, at gulvene er gravet ud og sænket, mens vinduesåbningerne er ført ned til jordhøjde, således at man inde fra huset blot træder op på en lang naturstensbeklædt karm/bænk, skubber vinduet til side og træder ud. I det hele taget er der murede bænke langs flere af husets vægge. Tilsvarende er alle køkkenelementer – fra skabe til hårde hvidevarer – hævet op, så ingen skal bøje sig ned, og rengøringen overstås lettere. Alt er holdt i hvidt og sort samt naturfarvet træ, på nær enkelte farvede felter såsom en grøn for enden af et køkkenskab og to staldvinduer i stuen, hvor glassene er skiftet ud med et rødt og et blåt. Der var masser af farver i spil, fortæller Ibler om de huse, vi i dag ofte tænker på som minimalistiske.

– De byggede fx et hus på Fuglsangs Allé i Ikast i 1965, hvor der er et gulv med bl.a. røde, gule, grønne og blå natursten, som Friis selv kombinerede på stedet. Men ellers brugte de som regel kunstneren Emil Gregersen (1921-1993) til at farvesætte. Desuden samarbejdede de senere med designeren Ove Rix (1931-2020), som var afgørende for bl.a. håndtag og lamper, og gerne i farver. Farver kunne højne en grå betonbaggrund. De kunne markere en dør, så den gjorde helheden lækker, ligesom alle møbler også var designet, fx med sorte trærammer. Et godt eksempel er et hus på Engdalsvej i Brabrand, som de i 1974 byggede om for en keramiker og isproducent, med mørke-grønne lofter, grå vægge, bordeaux skydedøre, tilskårne kokostæpper ... Det gav en hyggelig hulestemning i kontrast til lys og landskab udenfor. De byggede også et hus i Højbjerg til Emil Gregersen, allerede i 1955, med modernistisk, hvid facade og sortmalet træværk og selvfølgelig med et nordvendt atelier. I 1960 koblede de så hus og atelier sammen, og i 1971 udvidede de yderligere med et kontor. De var på ingen måde bange for knopskydninger og ombygninger — apropos ombyggede bondegårde.

Med to så detaljeorienterede arkitekter efterlod de så en form for manual til beboerne angående forandringer og ombygninger?

– Nej, ikke mig bekendt. Men de har keret sig om bygningerne. Den husejer, jeg talte med i går aftes, fik Moltke på besøg, ikke længe før han døde, for at se at alt var, som det skulle være. Og intet var ændret, så “han var totalt glad”. Knud Friis kørte også ud for at se, hvordan det gik med husene. Jeg har hørt en historie om et af de gule murstenshuse, hvor han — mange år efter at huset var bygget — kom uanmeldt. Hustruen åbnede døren og kunne huske ham, og så kom han ind, “han skulle bare lige se” og “arh, det der skulle I ikke have malet”, og så fik hun straks malet det om igen, som han dikterede. Så du kan tro, de har gået op i det. Og de har nydt meget respekt blandt de der bygherrer. Men de har ikke lagt nogen manualer. Lå der også en demokratisk tanke bag det at løse opgaven med statslånshuse på smukkeste vis? At “give skønhed til folket”?

– Ja. De ville have, at almindelige mennesker skulle bo godt. Så der ligger en “demokratisk” intention om, at alle skulle have lige muligheder for det, der for dem var at bo godt, fx have adgang til have. Og jeg tror ikke, de kunne løsrive det æstetiske fra det funktionelle. Det er ikke bare praktiske kasser, så ville det blive kedeligt. Der er noget kunstner i dem begge. De har begge malet, været enormt kreative. Moltke var kreativ med alt — han kunne lave malerier på pap, træ, mursten. Han var også vejleder for kunstnerinden i huset på Engdalsvej. Hun er kunstkeramiker, og han hjalp hende med farvesætning og former. Hun brugte ham rigtig meget. De fik jo venskaber med bygherrerne også, og han gik på jagt med hendes mand. Så jeg vil sige, at både Friis og Moltke var meget kunstnerisk mindede. Og når man er det, så kan man ikke lade være med at tænke i æstetik; det er umuligt. Du kan ikke bare være totalt praktisk. Nej, der skal være noget mere.

Ibler mener ganske enkelt, at høj som lav med Friis & Moltke fik udvidet deres arkitektoniske horisont, fordi de to ramte alle lag i befolkningen.

– De var så gode til at bruge rustikke, store klinker og meget landlige, raffinerede træpaneler, og det har været en ny læring. Det var det “brand”, folk blev så vilde med. Mine forældre byggede selv hus i 1960’erne-1970’erne, og min mor fortalte mig, at hun drømte om et Friis & Moltke-hus dengang, fordi “det var bare så lækkert”.

Og hvor kendte hun det fra?

– Jamen fra BO BEDREs typehusbøger! Mine forældres venner var ikke arkitekter; min far var læge. Så det har været tidsånden, de har været ude i, simpelthen. Alle lag blev eksponeret for det og blev deres kunder. Det var så moderne! Så selv folk, der ikke var i branchen, ikke var arkitekter, kendte dem. Det var noget, “man” kendte. Og det synes jeg, var stærkt. Men det betyder vel også, at der har været en “tryghed” i at kontakte dem? For hvor mange ville kontakte en Utzon? Eller i vore dage en Tranberg eller Ingels? Der må have været et eller andet ved dem, der gjorde, at man godt turde, og at folk har tænkt: “Der er også plads til mig i deres huse.”

– Ja, du har helt ret, og det er den der demokratiske tilgang. Derfor er der også en liste i bogens forord over bygherrerne: vognmand, fuldmægtig, lagerforvalter, guldsmed, ingeniør, postbud, kunstner ... Alle de niveauer! Det synes jeg, er en sjov fortælling. Og så unik. For ja, jeg ved ikke, hvor mange der kontaktede Arne Jacobsen? Der har Friis & Moltke været tilgængelige.

Måske fordi deres baggrunde gjorde, at de var “nemmere”. De var ikke utilnærmelige eller meget akademiske i forhold til den bredere befolkning.

Og det afspejler sig i deres huse?

– Ja, det tror jeg faktisk lidt. Jeg skal lige have spurgt min mor: “Hvorfor kontaktede I egentlig ikke Friis & Moltke?”