Da de totalrenoverede hjemmet var de på forkant med flere af 2021s helt store trends
Boligen er skabt som kontrast til familiens tidligere moderne og nybyggede hus.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Den røde tråd i indretningen er overraskelser i hvert rum. Sammen med et helt usædvanligt køkken har familien også taget nogle utraditionelle farvevalg, som denne kombination på fliser og trappe i den rummelige hall. Fliserne er fra File Under Pop i farven Blue Smoke, og trappen er malet i farven Black Orchid. Den store, naturlige træstub i hjørnet er fra familiens sommerhus og bruges til skiftende udstillinger.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Det store køkken har loft til kip med ovenlys og et nærmest origamilignende mønster med fritlagte bjælker. Som kontrast til det varme træ er gulvet lagt af rå, kølige grå lavasten fra File Under Pop. Et rundt sivtæppe underbygger formen i det runde spisebord fra Eberhardt Furniture, der er omkranset af stolene In Between Chairs fra &Tradition. Langs væggen er der lavet en åben japansk-inspireret hylde med al familiens keramik, hvor det meste er fra KH Würtz.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Vintagerullebordet fra The Basement i Aarhus får en moderne kontrast af Knud Oddes litografier. Overgangen mellem det blå flisegulv, der i blankhed ligner et hav, og Dinesen-gulvet af træ har en særlig selvfølgelighed på grund af det naturinspirerede element.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - For enden af køkkenet er der direkte udgang til haven. Ovenlyset får sammen med det store vinduesfag rummet til at virke, som om det er badet i lys i løbet af dagen, og som om et tæppe af stjerner drysser ned over huset på klare aftener. Den enkle indretning og de væghængte hylder skaber ro og en rumlig fornemmelse, som underbygges af de rene farver fra træ og sten.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Der er lavet en lang indbygget bænk i køkkenet ved det store vindue. Bænken er beklædt med egetræ, og nedenunder er der lavet dekorative trælameller. Indbyggede møbler er ikke bare en smart måde at udnytte pladsen på, men det giver også en ekstra visuel dimension til køkkenet. Hynden er i tekstil af Raf Simons for Kvadrat, og væglampen er designet af Arne Jacobsen.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Hans J. Wegners flaglinestol pynter med sit karakteristiske design overalt. Men den kræver sin plads, som der er masser af her. Over den hænger et værk af Michael Kvium, og ved siden af står ekstraplader til spisebordet, som her får status af at være en skulptur. Gardinerne er fra Vang Stensgaard lavet på mål.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - Sløjfesamlinger i træ har været en form for sikring af, at træet ikke revner yderligere under tørring. Samlingerne har fået et comeback, da de skaber referencer til gammelt håndværk og forståelsen af træ og af, hvordan det bevæger sig. Familiens feinschmeckeri fortsætter i alle skufferne, der er fingertappede og lavet i massivt egetræ. Stentøjet med grå glasur er fra KH Würtz.
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad - To sorte skabe gemmer på hårde hvidevarer og står som to mørke søjler, der på diskret vis markerer indgangen til stuen. For at skabe lidt dynamik til de stramme linjer i køkkenet har Trine Marie valgt et forhæng, der falder blødt foran hylderne i hjørnet.