Spar gulvplads og skab opbevaring med populær trend

Indbyggede møbler hitter som aldrig før. Vi inspirerer dig til smukke, skræddersyede møbler til dit hjem.

Om trenden

Med indbyggede møbler sparer du plads samtidig med, at du skaber mulighed for praktisk opbevaring og hyggelige kroge i dit hjem.

Mange har taget trenden til sig og skabt deres egne, indbyggede møbler ud af for eksempel IKEA-elementer. Men de indbyggede møbler tænkes efterhånden også mere og mere ind i designet og arkitekturen, når der renoveres eller bygges nye hjem.

Vi har samlet et udpluk af smarte og ikke mindst smukke indbyggede møbler, som i den grad understreger, hvorfor denne trend er kommet for at blive.

LÆS OGSÅ

Udnyt en blændet dør

Spar både tid, kræfter og penge ved at indsætte hylder i en gammel døråbning, fremfor at få den blændet fuldstændig.

Det kræver blot en plade på bagsiden og et par hylder, og så har du en indbygget reol, hvor du kan udstille dine fine sager eller opbevare legetøj, som det er tilfældet her.

Ønsker du at skabe en naturlig sammenhæng med rummet på den anden side, kan du også udelade pladen på bagsiden og blot indsætte hylder, så man fortsat kan se igennem dørhullet. På den måde fungerer den indbyggede reol som en smart rumdeler.

Spar plads med et indbygget skab

Med dette smukke, indbyggede skab formår man virkelig at udnytte loftshøjden og skabe masser af praktisk opbevaring.

Det fine skab blender helt naturligt ind i rummet, fordi det følger rummets form, og så har man tilmed valgt at lave et elegant hul i skabet, som kan fungere som både hylde og siddeplads. Hullet kan også indrettes med en bøjlestang, hvor hverdagsjakkerne kan hænge klar.

Praktisk og smuk reol

Her har man indrettet et lille indhak i væggen med en elegant reol, som i sig selv fungerer som en ganske ekstraordinær vægdekoration.

Reolen har både åbne rum, hvor bøger og fine ting kan udstilles samt lukkede rum, hvor man kan gemme sit rod væk. Derudover er der en lille, indbygget bænk, som fungerer som en fin læsekrog.

Frigør køkkenbordet med indbyggede hylder

Opbevaring kan man ikke få nok af i køkkenet, og netop derfor er disse indbyggede hylder geniale.

Selvom de ikke rummer alverdens, så er det en virkelig fin måde, hvorpå man kan udstille sit yndlingsstel og på den måde give køkkenet et personligt og hjemligt tvist.

Derudover står de indbyggede træhylder i fin kontrast til de øvrige kolde farver og materialer i køkkenet.

LÆS OGSÅ

Væg-til-væg reol

De populære væg-til-væg reoler formår virkelig at skabe en særlig stemning i ethvert rum. Netop fordi reolen går fra væg til væg, får den karakter af at være indbygget, hvilket gør, at den syner knap så dominerende i rummet.

Udover at rumme enormt meget, fungerer disse reoler også som et alternativ til en billedvæg eller et kunstværk, da du kan udstille alt fra bøger til fine nipsting, som kan være med til at definere stilen i rummet - præcis som kunst kan.

Et hyggeligt samlingspunkt

Der er intet så hyggeligt som en alkove, hvor familien kan samles til godnathistorier og leg. Du kan med fordel indrette den indbyggede seng med masser af puder og tæpper og måske en lampe for at understrege den hyggelige stemning.

Som prikken over i’et kan alkoven også fungere som en praktisk gæsteseng, så du slipper for at finde plads til en sovesofa eller en ekstra seng et sted i hjemmet.

Et multifunktionelt og indbygget møbel

Hvorfor ikke udnytte pladsen ved et stort vinduesparti og bygge et kombineret bænk- og opbevaringsmøbel, som man har gjort her?

Det fine, indbyggede møbel fungerer som en hyggelig læsekrog og hvileplads, samtidig med at der er indbygget hylder, hvori man kan opbevare bøger og andre småting.

Indbygget seng med masser af opbevaring

Er pladsen på soveværelset sparsom, er der inspiration at hente her, hvor man har lavet en indbygget seng af et par klassiske IKEA kommoder.

Med denne smarte løsning får man masser af opbevaring under sengen, samtidig med at den hævede seng giver rummet et unikt udtryk.

LÆS OGSÅ

Enkel og elegant løsning til badeværelset

Det er bare lidt mere enkelt og elegant med en indbygget sæbehylde fremfor en af de klassiske hjørnehylder i metal.

Der skabes en blød og diskret overgang med en indbygget hylde, som samtidig er praktisk, fordi du kan lave den stor nok til alle dine sæber, uden at den fylder ud i rummet.