Svært at forestille sig for 5 år siden: Udskældt indretning bliver højeste mode

Funkishuse og murermestervillaer har længe ligget øverst på listen over danskernes foretrukne hustyper. Men enden på sildebensparkettens og stukkens storhedstid anes tydeligere og tydeligere i horisonten.

Gule mursten, sortmalet træværk, mørke håndtag og MASSER af brunt træ.

For nogle lyder det måske som et mareridt fra fortiden, men flere og flere er begyndt at omfavne nostalgien ved parcelhusene fra den byggeglade tidsperiode 1960 - 1980.

Og det er arkitekten Line Stougaard meget tilfreds med i en tid, hvor mange renoverer originaliteten ud af husene:

– Vi hylder møbelklassikere fra omtrent samme periode som tidløse, men jeg har aldrig oplevet, at nogen har ”opfrisket” Børge Mogensens spanske stol med hvid maling eller fået "moderniseret” deres papirflet på Y-stolen med velour. Modsat har mange ingen kvaler ved at male smukke, gyldne trælofter hvide eller pudse deres murværk op – ofte tiltag, der ikke kan gøres om – den divergens undrer mig, siger hun og sætter således på spidsen, hvad det egentlig er, der går tabt, når vi ikke forholder os til arkitekturen, men kun vores drømme.