Parcelhus renovering – få 6 gode råd her
Boligekspert giver hendes 6 bedste råd til dig, der overvejer at renovere dit parcelhus.
Af
Fra parcel til passivhus. Det klassiske parcelhus fra 1968 er med en grundig energirenovering gået fra energiklasse G til A+. Ejerne ønskede sig mere plads og en åben planløsning med flow i boligen, samt en energimæssig opdatering af huset til passivhus-standard, hvilket krævede en større renovering og tilbygning.
1. Energioptimering
Før du investerer en formue i hulmursisolering og lavenergivinduer, bør du få en energirådgiver til at gennemgå huset. Der er nemlig stor forskel på husene og hvilke forbedringer, der bedst betaler sig. Det er muligt at flytte energimærket fra E til passivhus-standard. Men en energirenovering af den kaliber kan snildt løbe op i flere millioner, og den vil ændre markant på husets udseende.
Mindre forbedringer kan også gøre det. Det der giver mest, er isolering af loft eller tag, hulmursisolering af facaden og udskiftning af vinduer. Glem ikke husets varmekilde! Der kan være store penge at spare ved fx at skifte fra el- til jordvarme.

Før lignede huset et hvilket som helst hus fra 1968 med gule mursten, en lille terrasse og hvid træfacade.
Optimering af parcelhus
Den fornemmeste opgave for Danske Boligarkitekter er at inspirere og hjælpe boligejere med at komme i mål med byggeprojekter. Siden 2012 har arkitekten Pernille Hjorth været Sekretariatsleder her, hvor hyppige forespørgsler handler om at optimere og ombygge parcelhuset – dem vi alle kender i gule og røde mursten, ofte skåret over den samme kam, og som siden 1940’erne er blevet sprøjtet ud i stor stil landet over. Mange af de klassiske huse er utidssvarende til moderne familiers behov. Men hvad gør man for at få dem opdateret?
Parcelhuset ligger Pernille Hjorths hjerte nært. Selv er hun vokset op i rækkehus, men havde en barndomsdrøm om at bo i parcelhus, som for hende var indbegrebet af frihed og plads med have, carport, terrasse, og mange værelser. Med tiden er kærligheden ikke blevet mindre, da boligformen rummer mange muligheder til forandring.

Ovenlysvinduerne kostede i energiregnskabet, men det fik arkitekturen til at gå op, så huset stadig levede op til sine energiklasse A+. Samtidig fik familien et stort, åbent opholdsområde med godt dagslys og direkte adgang til haven, som har skabt forbindelse mellem ude og inde.
Originale detaljer med fornyet udtryk
– Parcelhuset er en sympatisk hustype – en hverdagsslider uden fine fornemmelser, hvor man kan bygge ud og op, og bytte rundt på alle vægge, uden at man ødelægger historiske detaljer. På et tidspunkt handlede det om at dække det med oppudsninger og andre materialer. I dag er mange interesseret i at beholde de originale detaljer, men med et fornyet udtryk, siger Pernille Hjorth. Med henblik på renovering er det ifølge hende essentielt, at man køber det rigtige hus. Nogle huse kræver mere arbejde end andre, og derfor er det en god idé at tage en arkitekt med på råd. Økonomien er altafgørende for de løsninger, man kan vælge, og samtidig en realistisk fornemmelse af, hvad en ombygning i virkeligheden koster.
– Der er to muligheder i et husprojekt: Enten den store ombygning, hvor huset bliver energioptimeret og efterisoleret og overgår til at være et passivhus med minimale energiudgifter. Eller en opdatering, hvor huset optimeres ved at rykke rundt på vægge og forny køkken og badeværelse. Hvad end man vælger, råder jeg altid til, at man laver en overordnet plan for, hvad der skal gøres. Der er nice to have og need to have. Det er vigtigt at have råd til need to have, for ellers bliver løsningerne ofte ikke optimale – her skal man tage stilling til, om man skal bruge professionelle, eller om man selv kan lave det, forklarer Pernille, som her giver bud på, hvordan man kan energioptimere sit hus, få bedre lysindfald, en ny rumfordelingen, bygge videre på stilen, bevare detaljerne og bygge ud.

Tilbygningerne er beklædt med antracitgrå fibercementplader i et meget bevidst valgt mønster, der blødes op af flader af træ ved enkelte vinduespartier.

En mørk pistolgang, som er en lang fordelingsgang, hører til fortiden. Dette hus fra 1973 gennemlevede en totalombygning, hvor der var fokus på mere udsyn og lysindfald fra haven. Familien var ikke vild med parcelhusstilen, men på grund af en god udsigt og beliggenhed valgte de at købe dette parcelhus, hvor både det indre og ydre blev fuldstændig forvandlet, og hvor kun de gule mursten blev bevaret. Ovenlysvinduet fra Velux giver, udover stort lysindfald, en anderledes oplevelse af rummet, afhængig af hvor du står. Samtidig bryder vinduet med parcelhusets traditionelle linjer og giver dermed hele boligen et personligt præg. Vinduet er i øvrigt kodet til at lukke, når det regner, og åbne, når solen varmer, så det har en ventilerende effekt. Vælger man en lys gulvbelægning, vil ovenlyset blive reflekteret på det og dermed løfte rummet yderligere.
2. Luk dagslyset ind
Mange parcelhuse lider under manglen på dagslys, og selvom man til en vis grad kan male sig ud af problemet, er der andre og mere effektive metoder. Ovenlysvinduer er en forholdsvis lille investering med stor effekt. De skaber et smukt himmellys og kan samtidig give de lavloftede rum en fornemmelse af mere højde. De enkle facader er velegnede til ændringer. Derfor vælger mange at udskifte de gamle vinduer med terrassedøre og partier i glas. Det giver mere dagslys og større lysrefleksioner. Overvej også, om de typiske lysdræbere som udestuen og den overdækkede terrasse skal pilles ned.

Nikotingule listelofter blev i dette hus udvidet til en højloftet tilbygning af glas i et moderne formsprog, som udsletter alle spor af det gamle parcelhus fra 1960’erne, som i dag er badet i lys og luft med vinduer fra gulv til loft. Udover transparens og rene linjer giver det et flot kig til haven, som med de store skydedøre bliver integreret i stuen. Udhænget foran stuen skærmer for lys samtidig med, at det giver mulighed for at bruge en del af terrassen i regnvejr. Udskifter man sine ruder med energirigtigt glas, kan man spare penge på varmeregningen, fordi glasset har fået en belægning, hvor varmen reflekteres tilbage i stuen, således at der lukkes mere varme fra solen ind, end der slippes ud som varmetab. Vinduer kan også bruges som rumdelere, hvor man skaber lys mellem rum eller fx udnytter et andet rums udsigt.

Det mørke før-billede taler i sammenligning med efter-billedet sit eget helt tydelige sprog.

Det nedslidte parcelhus manglede ikke plads, men grundplanen fungerede ikke optimalt. Før ombygningen var huset lukket i midten med gangarealer og små rum. Men med den nye, åbne planløsning har familien fået ét stort rum, hvor dagslyset kommer ind fra begge sider. Fra køkkenet er det blevet muligt at nyde udsigten til havens grønne rum, mens man laver mad. Skillevægge skaber små rum i rummet, hvor familien både kan være sammen og samtidig trække sig tilbage til fx en lille kontorplads, som er lavet bag køkkenvæggen.
3. Flyt rundt på væggene
Parcelhuset er født med en del spildte og dårligt udnyttede kvadratmeter, bl.a. den legendariske pistolgang og de mikroskopiske børneværelser, der ikke matcher nutidens standard. Men heldigvis har hustypen bærende ydervægge, og det betyder, at det er forholdsvis nemt at flytte rundt på de indvendige vægge og gøre en dårlig planløsning mere funktionel og moderne.

Stuen her er åbnet op til køkkenet og spisestuen. De oprindelige parketgulve er udskiftet med nye, som skaber en ensartet helhed. Radiatorerne under vinduerne er erstattet med gulvvarme, som har givet mulighed for et nyt vinduesparti med glas fra gulv til loft. Åbningen har givet mere lys og gjort køkkenet til et centralt rum. Brændeovnen er udskiftet med en miljøvenlig pejseindsats, og fliserne er genbrug fra før.

4. Byg videre på stilen
Parcelhusets arkitektur er enkel og moderne, og husene har som oftest et solidt skelet, som det er forholdsvist nemt at bygge videre på – både indvendigt og udvendigt. Men hold endelig fast i stilen, og bevar gerne nogle af de oprindelige materialer, fx de gule mursten, der får et helt andet udtryk, når de bringes i selskab med moderne materialer som zink, kulsort træværk, tagpap, stål, glas og beton.

Husets nye tilbygning smelter næsten sømløst sammen med det oprindelige hus, hvilket skyldes en generel udskiftning af vinduer, som nu går fra gulv til loft, samt store skydedørspartier for at skaffe lys. En sortmalet træfacade er også kommet på for at binde nyt og gammelt sammen.

Før ombygningen havde familien det bedst tænkelige udgangspunkt – et sundt og velbygget hus, der blot trængte til en opdatering.

Hvidt i hvidt i hvidt i parcelhuset, som her har fået nye polyuretangulve, der mest er kendt fra industribygninger. Gulvet er slidstærkt, stødabsorberende og støjreducerende, men også let at holde. Det hvidmalede look skaber modernitet i det gamle hus.

Gule mursten har fået selskab af hvide rammer og hærdet glas. Da huset ligger på en bakketop, ville ejerne have mere ud af beliggenheden med en ekstra etage uden at ødelægge de oprindelige materialer, linjer og proportioner. Resultatet er en skulpturel tilbygning i højden, der har givet familien ekstra kvadratmeter og en fantastisk panoramaudsigt.

Mange døre i parcelhuse har plast- eller bakelit håndtag, som i form og farve passer til finéren. Favn og dyrk dem som en original stil-detalje i husets ånd, der kan bibringe huset charme. træ giver en flot kontrast og varme til mursten og oppudsede vægge. I stedet for at male døre og træbeklædning, så slib og olier dem, så løden træder frem.
5. Bevar detaljerne
Mange falder for parcelhuset på grund af retrostilen med synligt murværk i stuerne, glatte finérdøre, store vinduespartier og andre af de tidstypiske finurligheder. Det giver autenticitet og charme, og bør bevares, selvom huset totalrenoveres. De mørke træsorter kan friskes op med en grundig oliebehandling. Døre og parketgulve kan slibes og genbehandles, mens de gamle klinkegulve kan pilles op og genbruges nye steder i boligen fx på badeværelset eller foran pejsen.

Skydeøre skaber en levende og lys gang, samt transparens mellem flere rum. Forløbet er disponeret således, at stuen, som er det mest offentlige rum, ligger først. Herefter kommer et kontor og lektierum, og for enden ligger forældresoveværelset. Rummene kan lukkes af efter behov med de indbyggede skydedøre af egetræ, som skaber varme og stoflighed til de gule mursten.
Syv ting du bør bevare i parcelhuset
- De gule mursten. Mange af parcelhusene er opført i gule mursten, som igen er blevet populære. De gule mursten er stort set vedligeholdelsesfrie og får et nyt og moderne udtryk, når de mikses med fx egetræ, mørk zink, sortmalet træværk og tagpap.
- Træværk og vinduesrammer. De bedste af parcelhusene er født med gavlbeklædninger, vinduesrammer og facadepartier af ædeltræ som mahogni og teak – der fra naturens side er meget harpiksholdigt og derfor nærmest uforgængeligt. Træet får sin smukke glød igen, hvis det behandles med olie.
- Skifer eller andre natursten. Der er et godt spil i gamle naturstensfliser, og med lidt forsigtighed kan de pilles op og genbruges andre steder.
- Gamle haver. Grønne oaser skaber rum og oplevelser omkring huset, som nye haver har svært ved at hamle op med. Tynd gerne lidt ud i de stedsegrønne vækster, hvis kirkegårdsstemningen har taget overhånd.
- Glatte finérdøre i mahogni. Det er især smukt, hvis du sætter trædørene sammen med moderne, rå materialer som fx beton og stål. Er du ekstra modig, bevarer du også de oprindelige plastikhåndtag.
- Sjove detaljer. Dyrk det skæve. Bevar de tidstypiske detaljer, fx glasmosaikvinduer, ventilationsluger og træskodder. Det giver huset kant og personlighed.
- Den åbne pejs. Genbrug åbningen ved at bygge en pejseindsats ind i den, og byg evt. et brændedepot omkring den, så du fremhæver pejseområdet.

En ny førstesal er kommet oven på parcelhuset. Etagen rummer en opholdsstue, to værelser, badeværelse og stort opholdsrum samt en skabsgang, der giver bedre pladsudnyttelse. Den oprindelige stue er åbnet til kip og får dagslys ind via ovenlysvinduer i den nordvendte tagflade, samt fra terrassen, hvor der er nye skydedørspartier.
6. Byg ud
Med størrelser på 110 til 130 m² ender mange parcelhuse med en eller anden form for tilbygning, der kan bringe boligarealet op i nærheden af det, en moderne familie kræver. Den simpleste måde at bygge til et parcelhus er at forlænge det. Det stjæler selvfølgelig en bid af haven, men er ofte den mest økonomiske løsning. En anden løsning er at bygge en ekstra etage på huset. Det giver en række udfordringer, men også en række muligheder. Der kan fx skabes spændende, dobbelthøje rum på tværs af etagerne, og udsigt fra den nye etage over landskabet.

Det tidligere hus var et klassisk parcelhus fra 1964. facaderne har fået hvidt puds, mens tagetagen er blevet beklædt med cedertræ og sort tagpap. Med tiden vil træet patinere, og huset stå i gråtoneskala.

Boligeksperten
Pernille Hjorth er sekretariats-leder hos Danske Boligarkitekter, der er en sammenslutning af individuelle arkitekter, som rådgiver boligejere om nybyggeri, renovering, om- eller tilbygning af private boliger. Se mere på danskeboligarkitekter.dk.