© Getty Images

Dette nemme bordtrick vil løfte både morgenmad og middag til noget helt særligt

Måske du også har lært, at man ikke må lege med maden. Men den regel kan du godt glemme. I hvert fald at dømme ud fra denne tendens, der er blevet et hit blandt mad- og smørelskere på sociale medier. Og det ikke kræver meget at efterligne derhjemme.

Ligeså vel som tendenser præger både tøj og mode, præger tendenser også den mad, vi serverer og spiser.

Om så det er den virale Dubai-chokolade, is serveret i metalskåle, salater anrettet i tern eller den nu famøse BMO (bolle med ost, red.), så bliver nogle tendenser og madvarer så populære, at de gennemsyrer sociale medier og endda får supermarkeder til at melde udsolgt.

En af de tendenser, der lige nu er særligt populær, er smør. Ja, et kondiment mange måske ellers tager for givet som en must på middagsbordet, men som altså de seneste år er blevet en af hovedattraktionerne til middage og morgenmad. Ikke bare fordi smørret for mange er lækkert i sig selv, men fordi det kan serveres på utallige, lækre måder.

Først var det Frederik Bille Brahes café Atelier September, der var med til at gøre pisket smør til den helt store madtendens, der endda gerne måtte blive serveret som overdådige smørtårne, der næsten gav øjnene diabetes ved synet.

Og nu er turen så kommet til en mere legende og udtryksfuld måde at servere smøret på.

Nemlig ved at forme små smøranretninger som figurer og skulpturer, der er så fine, at man næsten ikke har lyst til at smøre dem ud på brødet.

Det skriver sig ind i den større tendens kaldet tablescaping, hvor det ikke kun er tallerkner, glas og lysestager, der udgør dekorationen på middagsbordet, men i ligeså høj grad maden, der bruges som spiselig kunst for en mere sanselig måde at opleve middage og anretninger på.

Det er slet ikke nyt, at smør kommer i små forme. Særligt i Frankrig har det i århundrede været kutyme at anbringe det hjemmekværnet smør i forme lavet af træ, så den endelige klump smør fik små udsmykninger med blomster eller ornamenteringer.

Det ser måske kompliceret ud med de små, detaljerige smørfigurer, men det er faktisk mere simpelt end som så at lave dem selv.

Det eneste du skal bruge, er smør i stuetemperatur og en silikoneform med det motiv, du ønsker at støbe dit smør i.

Så smører du bare det bløde smør i formen, sætter den på køl i et par timer, og popper smørret ud af formene lige inden servering. Så har du altså små, spiselige dekorationer, der vil få et hvert stykke brød til at se overdådigt ud.

Mens du kan finde forme specifikt til formålet, kan du også sagtens bruge isterningeforme i silikone til dit smør. Bager du, har du måske også madeleine-forme liggende, som også kan bruges til de fineste smørforme.

LÆS OGSÅ