© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Denne farve er årets helt store hit: Derfor er den blevet så populær så hurtigt

En af årets mest populære farver er blevet et viralt hit på alt fra tøj og tasker til vægge og boligtilbehør. Og det er der en særlig god grund til.

Er du bare en smule online, er du helt sikkert stødt på den milde farve, der er blevet synonym med sommeren 2025 både hvad gælder tøj og bolig. Og med dens mundrette navn er det da også svært ikke at blive tiltrukket af den.

Der er selvfølgelig tale om smørgul.

En farve så populær, at den har fået de fleste til at glemme, at Pantone ellers udnævnte farven Mocha Mousse til at blive årets farve i 2025. Men den brune farve har altså måtte vige til fordel for den milde, gule pastelfarve.

Og det er slet ikke underligt. I hvert fald ikke ifølge trendbureauet WGSN, der forsker i og forudser verdensomspændende tendenser ud fra samfundsmæssige forhold.

Allerede tilbage i 2022 pegede de på, at smørgul - med den officielle farvekode 040-86-20 - ville komme til at dominere tidens farvekort. Og med en global stigning i søgninger på farven på 324 procent fik de altså ret.

Og grunden til, at netop den gule farve hitter? Optimisme.

For mange er gul nemlig en farve, der skaber glæde og velbehag. Og i en tid, hvor verden er præget af så meget konflikt og usikkerhed, som den er nu, har vi mennesker en tendens til at søge optimisme i det, vi omgiver os med og har på.

Og der er smørgul og dens mange varianter altså blevet det, der har vundet de farveglade hjerter. Ifølge trendbureauet fordi de er alsidige toner af gul, der nemt kan bruges på produkter til både garderoben og til hjemmet.

Og det ser ikke ud til at stoppe.

Tværtimod tyder det på, vi kommer til at se langt flere varianter af pastelgul i den nærmeste fremtid - fra den cremede Panna Cotta-gule over i den mere grønlige Celestial Yellow.

Så det er altså bare med at svinge penslen med smørgul, hvis du gerne vil give hjemmet en sommerlig stemning, der holder året rundt.

LÆS OGSÅ