Spinatfrittata med røget markel, purløg og tomatsalat
4 Personer
En frittata minder om en æggekage med masser af fyld, men uden bacon. En rest kogte kartofler og masser af frisk spinat er fyldet i den proteinrige æggemasse, som toppes med røget makrel. Hertil serverer vi en fyldig tomatsalat, der bidrager med masser af lækker umamismag.
Det skal du bruge:
Spinatfrittata
- ½ kg kogte kartofler
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. olivenolie
- 200 g babyspinat
- 8 æg
- 1 dl mælk
- Flagesalt og peber
- 1 kugle hel mozzarella
Tomatsalat
- 500 g solmodne tomater
- 1 agurk
- 1 lille rødløg
- 1 lille bundt dild
- 2 spsk. sorte oliven
- Flagesalt og peber
- 1-2 spsk. vineddike
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. tørret oregano
Topping
- 1 røget makrel
- 1 bundt purløg
Sådan gør du:
Spinatfrittata
- Skær kartoflerne i mindre stykker.
- Hak løget.
- Pres hvidløget.
- Varm olien på en stor slip let-pande, og steg løg og hvidløg.
- Tilsæt kartofler, og steg et par minutter.
- Tilsæt den rensede spinat, og lad den falde lidt sammen.
- Fordel nu fyldet i fire små pander eller i en stor, som tåler at komme i ovnen.
- Rør æg med mælk, og krydr med salt og peber.
- Hæld æggemassen på panderne, og vend rundt, så fyldet fordeler sig.
- Top med stykker af mozzarella, og bag frittataerne i ovnen ved 200° varmluft i ca. 20 min., til de er gyldne.
Tomatsalat
- Skær tomaterne i både.
- Halvér agurken, og fjern kernerne med en teske.
- Skær agurk i små tern.
- Pil løget, og hak det fint.
- Skyl og hak dilden.
- Vend tomater med agurk, rødløg, dild og oliven, og smag til med salt, peber, eddike og olivenolie.
- Drys med oregano.
Topping
- Åbn makrellen, fjern benene, og pluk stykker af kødet.
- Top den varme frittata med purløg og makrel, og servér med tomatsalat.
TIP:
Byt og erstat gerne grøntsagerne, afhængigt af sæson, og hvad du har i grøntsagsskuffen. Spinat kan fx erstattes af finthakket kål eller grønne asparges.