Spicy og cremet græskarsuppe

Server en nem, cremet og letkrydret græskarsuppe – perfekt hverdagsmad.

© Anders Schønnemann - Kande og hvid skål fra Hay, grå skål fra Heath, skeer privateje.

Spicy græskarsuppe med yoghurt, æble og sprøde græskarkerner

Det milde hokkaidogræskar får lækkert selskab af en spicy karrypasta, og resultatet er en cremet, let krydret suppe. Servér suppen på en blæsende efterårsdag med en sprød knasende topping, mild yoghurt og brød.

4 personer

Det skal du bruge til din græskarsuppe:

Spicy hokkaidosuppe

  • Ca. 700 g hokkaidogræskarkød uden kerner og skræl
  • 1 løg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1-2 spsk. rød karrypasta
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. friskrevet ingefær
  • 1 liter grøntsagsbouillon
  • 2 dl kokosmælk
  • salt og peber

Toppping

  • 2 æbler
  • 4 spsk. græskarkerner
  • 100 g græsk yoghurt
  • brød

Sådan laver du græskarsuppen:

Spicy hokkaidosuppe

  1. Skær græskarkødet i tern, ca. 2 x 2 cm. Pil og hak løget.
  2. Varm olien i en gryde, tilsæt karrypasta, og svits løg, presset hvidløg og ingefær et par minutter. Tilsæt græskarkødet, og hæld bouillon på. Lad suppen simre under låg ved svag varme i ca. 20 min., til græskarkødet er mørt.
  3. Tag gryden af varmen. Si bouillon fra. Blend nu græskarret, mens du gradvist spæder til med bouillonen indtil en tyk cremet konsistens.
  4. Kom kokosmælk i suppen, og justér konsistensen med resten af bouillonen. Smag suppen til med salt og peber.

Topping

  1. Skær æblerne i kvarte, fjern kernehus, og skær æblerne i tynde både.
  2. Rist græskarkerner sprøde på en tør pande.
  3. Servér den varme suppe med græsk yoghurt, æble, og drys med græskarkerner.

Relaterede Artikler