
Samosas med and og spidskål
Sprøde, små pakker, der gemmer på et helt måltid - hvis man altså spiser nok af dem. Med færdig filodej som i denne opskrift bliver det ekstra nemt.
AfOpskrift til 4 personer
andebryst 1 stk.
løg 1 stk.
spidskål ½ stk.
koriander 1 spsk., friskhakket
citron
filodej 4 ark
olie
salt og peber
Sæt ovnen på 200°. Skær eller træk evt. skindet fra andebrystet, skær brystet i små tern, og svits dem sprøde på en pande. Skær løg og spidskål i små tern, som svitses med. Smag til med koriander, salt, peber og citronsaft. Fold filodejen ud, og klip hvert ark i 6 lange strimler på den korte led. Læg fyld, ca. en lille spiseske, i den ene ende af dejstrimlen. Fold dejen op, så der dannes en trekant. Fold videre, indtil hele strimlen er foldet omkring fyldet. Gentag med resten af dejstrimlerne. Klip nye efterhånden, der er til ca. 20 samosas i alt. Læg dine samosas på en bradepande beklædt med bagepapir. Pensl dem med olie, og drys lidt salt på. Bag dem sprøde, ca. 7-8 minutter. Serveres lune evt. med grøn salat til. Tallerkenen fra Design House Stockholm.