Saftig letsprængt gris du kan tilberede på grillen

Servér kødet med en kartoffelsalat med mandler og mozzarella. Få opskriften her.

Letsprængt gris med kartoffelsalat, mandler og mozzarella

En svinemørbrad bliver virkelig saftig og får langt mere smag, når den sprænges dagen før. Det er nemt, og kødet kan du enten stege i ovnen eller på grillen. Servér kødet med en kartoffelsalat med mandler og mozzarella og den sprøde fennikelsalat.

4-6 personer

Det skal du bruge:

Letsprængt gris

  • 2 svinemørbrad
  • 4 tsk. salt
  • 4 tsk. sukker
  • 2 spsk. friskhakket timian
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. smør til stegning

Kartofler med mandler og mozzarella

  • 3/4 kg små nye kartofler
  • 2 spsk. olivenolie
  • flagesalt og peber
  • 2 spsk. oliven
  • 2 spsk. mandler
  • 1 potte basilikum
  • reven skal af 1 ubehandlet citron
  • 2 kugler hel bøffelmozzarella
  • olivenolie

Sådan gør du:

Letsprængt gris

  1. Dagen før: Afpuds kødet. Drys det med salt og sukker, og læg det i en frysepose med frisk timian og knust hvidløg. Bind knude på posen, og læg på køl til næste dag.
  2. Dup kødet tørt med køkkenrullen, og steg på grillen. Alternativt brunes kødet i smør og steges færdig i ovnen ved 180 ° i ca. 15 minutter.

Kartofler med mandler og mozzarella

  1. Skrub kartoflerne, og kog dem lige netop møre.
  2. Varm olien på en pande. Steg kartoflerne et par minutter, til de er gyldne. Krydr med salt og peber, og tag kartoflerne af panden, inden de vendes med oliven, hakkede mandler, basilikum, mozzarella skåret i små stykker og reven citronskal.