© Anders Schønnemann

Roastbeef med grønt

I denne opskrift tilberedes både kød og grønsager i ovnen, så du slipper helt for stegeos.

Opskrift til 4 personer
roastbeef 800 g
salt og peber
smør
peberfrugter 3 stk., røde
løg 3 stk.
olivenolie 3 spsk.
balsamicoeddike 2 spsk., hvid
hvidløg 2 fed, pressede
spinatblade 2 gode håndfulde
fuldkornsbulgur 3 dl

Sæt varmluftsovnen på 215°.

Læg roastbeefen i en bradepande, og krydr med salt og peber. Fordel smørklatter på kødet, og stik et stegetermometer ind i centrum af stegen.

Skær peberfrugter og løg i strimler, og bland med olivenolie i en skål. Hæld grønsagerne op på en bradepande med bagepapir.

Stil nu både kød og grønsagerind i ovnen. Efter 15 minutter skrues ovntemperaturen ned til 150 grader.
Lad roastbeefen stege videre, indtil stegetermometeret viser 58 grader – i alt ca. 30 minutter.

Tilbered bulgur efter anvisning på emballagen.

Tag kød og grønsager ud. Rør balsamicoeddike med hvidløg, og hæld over de varme grønsager. Lad evt. grønsagerne afkøle på bradepanden, før de vendes med spinatblade.

Skær roastbeefen i tynde skiver og anret med alt det grønne og bulgur. Dryp stegesky over til sidst.