
Quinoa salat med miso-vinaigrette og vagtelæg
Prøv denne sunde og mættende quinoa salat – perfekt spise i sommervejret.
AfAtelier Ea
Quinoa salat med miso-vinaigrette og vagtelæg
Ah, sommer! Jeg har i år brugt foråret til at så frø i min nyanlagte urtehave, og for nyligt skete det, som jeg så spændt har ventet på; jeg høstede de første spæde spinatblade. Dybgrønne og sprøde. De udgjorde sammen med quinoa, avocado og vagtelæg en frokost, som min familie og jeg indtog på vores veranda i bagende solskin. Skål for den nye sæson!
Quinoasalat
Det skal du bruge:
- 200 gram quinoa
- ½ liter vand
- 1 stor håndfuld spinat
- 2 avocadoer
- 1 stængel bladselleri
- 2 stilke løvstikke
- 6 vagtelæg
- 30 gram pistacienødder
- Havsalt
- Friskkværnet sort peber
Sådan gør du:
- Skyl quinoaen grundigt under vand.
- Kom den herefter i en lille kasserolle sammen med ½ liter vand.
- Bring i kog og lad den simre under låg i 15 minutter. Hæld evt. overskydende vand fra.
- Hæld quinoaen over i stor skål, hvor den kan køle af, i mens du forbereder resten af salaten.
- Bring endnu en lille gryde i kog og læg forsigtigt vagtelæggene heri. Lad dem koge i 2-2 ½ minutter til de er blødkogte.
- Skyl æggene kortvarigt i iskoldt vand, pil og halvér dem herefter.
- Hak spinat og løvstikke groft.
- Fjern sten og skal fra avocadoerne og skær dem ud i mundrette tern. Hak bladsellerien fint.
- Hak evt. pistacienødderne.
Miso-vinagrette
Det skal du bruge:
- 1 teskefuld hvid miso
- 1 teskefuld mirin
- 1 teskefuld sennep
- 1 teskefuld citronsaft
- 1 spiseskefuld sesamolie
- Et drys havsalt
Sådan gør du:
- Hæld alle ingredienser i en lille skål og pisk indtil du har homogen dressing.
- Smag til med havsalt.
Til servering
- Hæld miso-vinagretten over den afkølede quinoa og vend rundt med en ske, så al quinoaen dækkes af vinaigretten. Smag til med havsalt og peber.
- Tilføj de øvrige ingredienser og vend sammen med quinoa.
- Arrangér de halverede vagtelæg på toppen.
- Velbekomme!