
Pandekager til gæster
'Drop scones' hedder disse lækre tykke pandekager fra Skotland, som kan serveres morgen, middag og aften. Med flydende honning eller ristet bacon og stegte tomater til, eller syltetøj, friske bær - bliv inspireret af denne opskrift.
AfPandekagerne ligner bliniser, de har den samme lette, lidt svampede konsistens og kan bruges som bliniser, fx helt klassisk med cremefraiche og røget laks, som fin forret eller til brunch med gæster. Størrelsen kan du selv bestemme - lav dem fx så små, at de egner sig til tapas.
Opskrift på ca. 8 drop scones
120 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
et godt nip sukker og havsalt
1 æg
1 1/4 dl sødmælk (evt. en smule mere)
Bland mel med bagepulver, sukker og salt, tilsæt æg og lidt mælk ad gangen, og rør dejen sammen. Pensl, eller gnid en slip let-pande ganske let med smør, opvarm den, og kom en god skefuld dej ad gangen på panden. Dejen holder faconen, den løber ikke ud. Reguler varmen under panden, den må ikke være for kraftig. Når pandekagerne er hævede og gyldenbrune på undersiden, vendes de med en palet og bages på den anden side. Hold dem evt. lune i ovnen, eller læg dem på en rist, de smager også godt kolde. Prøv forskelligt fyld på toppen, hakket avocado blandet med lidt hakket jalapenopeber (fås på glas) og hakket persille smager godt. Du kan også flække de bagte scones og fylde dem med fromage frais og en skefuld flydende honning. Super til brunch eller eftermiddagsteen.