© Foto og styling: Stine Christiansen

Opskrift på 'spaghetti al limone' med citron, parmesan og persille

Læg take away-menuen væk og kast dig i stedet over dette velsmagende måltid, der tager ingen tid at lave, men som er spækket med smag.

'Spaghetti al limone' er beviset på, at simpelt er godt!

Nogle gange skal der vitterligt ikke mere end 5-6 ingredienser til for at skabe et herligt måltid tætpakket med smag.

Her er det citronen, der spiller hovedrollen, persillen, der giver et sidste løft, men ostens kvalitet, der er afgørende. Så køb nu en ordentlig parmesan!

Er du lidt ferm i køkkenet, tager retten ikke længere tid at lave, end det tager at koge din spaghetti al dente + 1 minut.

Opskrift på spaghetti al limone

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 personer

  • 150 g spaghetti eller anden tynd pasta
  • saft og fintrevet skal fra 1 citron
  • 37 g smør
  • ½ spsk. olivenolie
  • ½ dl kogevand fra pastaen
  • 25 g fintrevet parmesan
  • salt og peber
  • persille

Sådan gør du

  1. Kog pastaen al dente som anvist, og hæld vandet fra, men gem 1 dl.
  1. Bring citronsaft, citronskal, smør, olivenolie og kogevandet fra pastaen i kog under omrøring til en let cremet sauce.
  1. Vend straks den friskkogte pasta i sammen med parmesan, og smag til.
  1. Fordel på tallerkener, drys med hakket persille samt ekstra parmesan, og servér straks.