Oksemørbrad med glaserede rødbeder, brombær og svampesauce
Prøv denne flotte hovedret med cremet flødesauce, mørt kød og saftige rødbeder.
Af
Lone Kjær
— 16. april 2021
Oksemørbraden får delikat modspil af en svampesauce og glaserede rødbeder. Hørserviet fra Muski Copenhagen, messingbestik privateje, Flow-vinglas på fod fra Holmegaard.
Oksemørbrad med glaserede rødbeder, brombær og svampesauce
4 personer
Med lidt planlægning er det her en virkelig nem, smuk og indbydende hovedret. Den cremede flødesauce smager skønt til det møre kød, de saftige rødbeder og de sprøde chips.
Det skal du bruge:
Glaserede rødbeder:
4 rødbeder
1½ dl æblemost
½ dl balsamicoeddike
100 g brombær
Svampesauce:
1 lille pose tørrede svampe, ca. 20 g
2 ½ dl rødvin
1 lille skalotteløg
1 fed hvidløg
1 spsk. smør
2 ½ dl piskefløde
Balsamico
Flagesalt og peber
Oksemørbrad:
1 lille afpudset oksemørbrad
Flagesalt og peber
Smør til stegning
Pynt:
Lidt rødbedechips
1 potte skovsyre
Sådan gør du:
Glaserede rødbeder:
Skur rødbederne, pak dem i sølvpapir, krydr med salt, og luk godt til.
Bag rødbederne i ovnen ved 200° i ca. 1 time, til de er møre.
Pak rødbederne ud, og smut dem.
Skær rødbederne i kvarter afhængigt af størrelsen, og læg dem i en skål.
Kom æblemost og eddike i en gryde, og kog, indtil lagen tykner og klistrer en smule.
Hæld lagen over rødbederne, og vend forsigtigt med brombær.
Svampesauce:
Udblød svampene i rødvin i et par timer. Tag dem op, tør dem med køkkenrulle, og gem vinen.
Pil og hak løget. Pres hvidløget.
Smelt smørret på en pande, og steg svampene med løg og hvidløg i ca. 5 min. Tilsæt rødvinen, og lad den koge ind til det halve.
Hæld fløden på, og kog op.
Smag til med balsamico, flagesalt og peber.
Oksemørbrad:
Krydr kødet med flagesalt og peber.
Smelt smørret på en pande, og brun mørbraden på alle sider.
Kom den i et smurt ildfast fad, og steg den færdig i ovnen ved 180° i ca. 12 min.
Lad kødet hvile ca. 10 min., inden det skæres ud.
Servering:
Fordel svampesauce i bunden af tallerkenerne. Anret med kød og glaserede rødbeder.
Krydr med flagesalt og peber, og top kødet med lidt rødbedechips.