©

Lammekrone med perlebygsalat og bagte cherrytomater

Vi gør middagen overskuelig og serverer det møre lammekød med et uhøjtideligt og velsmagende tilbehør.

Lammekroner kan bestilles hos slagteren.

Til 4 personer

Perlebygsalat
perlebyg 150 g
rødløg 1 stk.
peberfrugter 2 stk.
persille 1 bundt
babyspinat 100 g

Lammekroner
lammekroner 2 stk. (beregn én krone til to personer)
olivenolie 2 spsk.
rosmarin 3-4 kviste
salt og peber
cherrytomater 1⁄2 kg på stilk

Sauce
løg 1 stk.
olivenolie 2 spsk.
hvidløg 2 fed
bouillon 2 dl
sennep 1 tsk. grovkornet
oliven 50 g sorte
rosmarin 2 kviste
salt og peber

• Kog perlebyg iflg. anvisninger på pakken, og afdryp.
• Skær løget i tynde både, snit peberfrugterne, hak persillen, og skyl og slyng spinaten.
• Vend perlebyg med løg, peberfrugt, persille og spinat. • Tænd ovnen på 200°.
• Varm olien på en pande, og brun lammekronerne på begge sider. Læg dem i et ovnfast fad med tomaterne.
• Krydr kødet med rosmarin, salt og peber, og steg lammekronerne i ovnen i ca. 15 min., hvis du ønsker kødet rødt. Vil du have det gennemstegt, skal de have ca. 5-7 min. mere. Tag kronerne ud, og lad dem hvile ca. 10 min.
• Hak løget, og steg det et par min. med hvidløg på panden. • Tilsæt bouillon, sennep, oliven og hakket rosmarin,
og lad det simre ca. 3 min.
• Smag til med salt og peber.
• Skær kødet i skiver, og servér med bagte tomater, perlebygsalat og sauce dryppet over.