© Anders Schønnemann

Hjemmelavede tarteletter

Opskrift på lækre lette hjemmelavede tarteletter af filodej.

Opskrift frokost til 4 personer
Mindre kylling 1 stk.
salt og peber
hvide asparges 300 g.
cremefraiche 2 dl.
mayonnaise 1 dl.
lime 1 stk.
basilikum
smør 50 g.
filodej 2 ark

Sæt ovnen på 225°. Kom kyllingen i en mindre bradepande. Drys med salt og peber, og gennemsteg den i ca. 50 min. Tag den ud, og køl den helt af. Sæt ovnen ned på 180°.

Brug en muffinform (i metal, med plads til 12 muffins) til tarteletterne. Smelt smørret, og pensl 8 af formens huller med smør. Rul filodejen ud, og pensl smør på et ark. Læg et ark over. Klip det dobbelte lag filodej ud i 15 cm store ruder, i alt 8 stk. Tryk ruderne ned i hvert deres hul i formen, og pensl med resten af smørret. Bag filodejen midt i ovnen i 12-15 min., indtil den er gylden og sprød.

Skræl aspargesene, og skær dem over i 2 eller 3 stykker. Kog dem møre i ca. 6 minutter. Afdryp. Pil kødet fra kyllingen. Rør cremefraiche og mayonnaise sammen. Vend kylling og asparges i, og smag til med salt og peber. Kom i tarteletterne, og pynt med revet limeskal og basilikum.