
Her er den populære Poke Bowls lillebror
Det er sundt og varierende aftensmad, og utrolig let at lave på de travle hverdage.
AfLone Kjær
Skøn bowle af grønsager og frugt giver et sundt spark i hverdagen. Skålen er privateje, sort gaffel fra Gense.
Buddha bowl med bagte søde kartofler og sprød rødkål
4 personer
Det skal du bruge:
- ½ kg søde kartofler
- 1 spsk. olivenolie
- salt og peber
- 2 dl bulgur
- ½ rødkål
- ½ tsk. salt
- ½ tsk. sukker
- 2 æbler
- 2 spsk. saltede mandler
- 1 granatæble
- 100 g fetaost
- friske krydderurter fx brøndkarse, persille eller basilikum
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 200 °.
- Skræl de søde kartofler, og skær dem i grove stykker. Vend med olie, og fordel dem på en bageplade med bagepapir, og krydr med salt og peber. Bag kartoflerne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er møre.
- Skyl bulgur, og kog som angivet på emballagen.
- Fjern de yderste blade og stokken af kålen. Snit kålen fint, og kom den i en skål. Drys sukker og salt over, og kram kålen godt.
- Skær æblerne i kvarte, fjern kernehus, og skær æblerne i tynde både.
- Hak mandlerne.
- Massér granatæblet, halvér og pres saft og kerner ud i en skål.
- Fordel i skåle små bunker af henholdsvis bulgur, bagte søde kartofler, rødkål, æbler, mandler, og drys fetaost og granatæblekerner og saften over. Top med lidt friske krydderurter.