Andebryst med syltede rødløg og sojaglace
Delikat rosastegt andebryst smager skønt med bagt julesalat, en sojaglace og syltede uimodståelige rødløg. Mangler du tilbehør, så rist nogle små kartofler sprøde i ovnen med olivenolie, krydderurter og hvidløg og servér dem til.
AfLone Kjær
Andebryst med endive, syltede rødløg og sojaglace
4 personer
Det skal du bruge:
Syltede rødløg
- 2 rødløg
- 1 dl æbleeddike
- 1 dl sukker
- 2 laurbærblade
Andebryst
- 2 stk. andebryst
- salt og peber
- 1 spsk. olivenolie til stegning
Endive
- 2 julesalat
- saft af 1 appelsin
- 2 tsk. flydende honning
- 1 spsk. olivenolie
- salt og peber
Sojaglace
- 3 dl ande- eller hønsefond
- 3 spsk. honning
- 3 spsk. sojasauce
Det skal du gøre:
Syltede rødløg
- Pil løgene og skær dem i kvarte.
- Del løgene i mindre stykker.
- Kom eddike, sukker og laurbærblade i en gryde, og kog op, til sukkeret er opløst.
- Tilsæt rødløgene, kog op, og vend forsigtig rundt.
- Tag gryden af varmen, og lad løgene ligge i lagen, indtil de skal serveres.
Andebryst
- Rids skindet på andebrysterne, og krydr med salt og peber.
- Varm olien på en slip let-pande, og brun andebryststykkerne på skindsiden.
- Læg andebryststykkerne i et ovnfast fad, og steg i ovnen ved 180 ° i 15-20 minutter.
Endive
- Skær bunden af julesalaten, og skær salaten i kvarte.
- Læg dem i et ovnfast fad.
- Dryp appelsinsaft, honning og olivenolie over og krydr med salt og peber.
- Bag salaten i ovnen ved 180 ° i ca. 12 min., til den er gylden og mør. Vend dem undervejs.
Sojaglace
- Kom andefond, honning og sojasauce i en gryde, og kog op, til konsistensen tykner en smule.
- Tag gryden af varmen. Den får en mere sirupsagtig konsistens, når den afkøles.
Skær andebryst i skiver, og server med endive, sojaglace og syltede rødløg.