
Opskrifter - grill - andepølser
Hjemmelavede med æbler og timian
AfOpskrift til 4 personer + lidt til fryseren (mindre portioner er svære at lave):
saltet smal svinetarm min. 5 meter eller lammetarm (bestil hos slagteren)
andekød 1,8 kg, uden ben, men med skind
salt 1½ spsk.
sort peber 2 tsk., friskkværnet
timianblade 2 spsk. friske
æbler 2 stk., røde
Start dagen før, pølserne skal bruges.
Skær andekødet i mindre tern, og hak det gennem kødhakkeren. Vend kødet med salt, peber og timianblade. Enten kan du rive æblerne, vende dem med farsen og hakke det i kødhakkeren igen.
Eller du kan hakke farsen igen uden æblerne, skære æblerne i bittesmå tern og vende dem i farsen. Lad under alle omstændigheder farsen hvile min. 1 time, inden pølserne stoppes.
Imens vandes tarmene ud i rigeligt, koldt vand.
Ved stopning skal du bruge en makker, hvad enten du stopper pølserne med et pølsehorn på kødhakkeren eller via en sprøjtepose: Én styrer hastigheden af stopningen, og én lægger vægten i.
Ved stopning med pølsehorn: Rig pølsehornet på kødhakkeren, sæt afstandsringen på og husk at fjerne kniv og hulskive. Træk så meget tarm du kan over hornet, og hold den fugtig, mens du arbejder.
Fyld farsen i, og mens den ene drejer farsen igennem, sørger den anden for, at stopningen er jævn og ikke for tæt, ved at trække tarmen forsigtigt af hornet. Lav én lang pølse ad gangen, evt. ad et par omgange, glat og jævn tykkelsen, og slå knuder på begge ender. Drej eller vrid nu pølser på 8-10 centimeters længde, og lad dem hvile overdækket på køl til dagen efter.
Ved servering:
Del pølserne, og grill dem ved lav varme 5-6 minutter på hver side. Det gør ikke noget, at de sprækker let, men tjek, at der løber klar saft fra farsen, så du ved, den er gennemtilberedt, inden du serverer.
Servér med sennep, måske med ketchup eller med æblemostardaen fra opskriften på grillrøget ørred.