
Suppe af hvide asparges med brunet smør og urter
Det er ren luksus at nyde de hvide asparges i en cremet, skummende suppe med brunet smør. Retten passer perfekt til en uforglemmelig aften.
AfLone Kjær
Suppe af hvide asparges med brunet smør og urter
4 Personer
Aspargessuppe er en dejlig delikatesse – her serveret med brunet smør. Suppen kan med fordel tilberedes i god tid, inden dine gæster kommer.
Det skal du bruge:
Suppe af hvide asparges
- 500 g hvide asparges
- 1 skalotteløg
- 200 g kartofler
- 20 g smør
- 6 dl grøntsagsbouillon
- 2 dl piskefløde
- Revet skal af 1 ubehandlet citron
- Flagesalt og peber
Brunet smør
- 100 g smør
- 1 lille bundt kørvel til pynt
Pynt
- Evt. spiselige blomster til pynt, fx hvid biblomme
Sådan gør du:
Suppe af hvide asparges
- Knæk den nederste træede ende af og skræl de hvide asparges fra hovedet og ned.
- Skær asparges i snitter. Gem hovederne til senere.
- Pil og hak løget.
- Skræl kartoflerne og skær dem i små tern.
- Smelt smørret i en gryde og steg løgene, til de er bløde.
- Tilsæt kartofler og bouillon og lad det koge i ca. 8 min.
- Tilsæt asparges og kog i yderligere ca. 5 min., til de er møre.
- Blend suppen og tilsæt fløde.
- Er konsistensen for tyk, spædes til med mere bouillon.
- Smag suppen til med citronskal, flagesalt og peber.
- Damp aspargeshovederne i ca. 3 min.
Brunet smør
- Smelt smørret i en gryde, og lad det bruse op. Pas på, det ikke branker. Det skal brunes og dufte af nødder.
Servering:
- Blend suppen til den skummer let.
- Anret i skåle og top med hvide aspargeshoveder. Pynt med kørvel og evt. spiselige blomster.
- Servér med brunet smør.