© Anders Schønnemann

Små pizzaer toppet med gedeost og grønkål

Vi begynder aftenen med små pizzaer toppet med gedeost og grønkål. De kræver ingen tallerken, men kan spises med fingrene. Måske stående rundt om bordet, mens man nipper af et godt glas øl.

Små pizzaer toppet med gedeost og grønkål

Opskrift til 4 personer

Husk de vin-druknede rosiner som drys

Planlægning: Læg rosiner i blød og rør dejen sammen om morgenen.

Det skal du bruge:

  • rosiner 3 spsk.
  • hvidvin 3 spsk.
  • honning 1 tsk. eller 3 spsk. dessertvin
  • vand 4 dl, koldt
  • gær 25 g
  • salt 2 tsk., fint
  • olivenolie 2 spsk.
  • durumhvedemel 1 dl
  • hvedemel 9 dl
  • gedeost 200 g, i rulle
  • grønkål 4 blade
  • tidselolie 1 spsk.

Sådan gør du:

  1. Kom rosiner og vin/honning i en lille skål, og lad trække fra om morgenen.
  2. Kom vand og gær i en skål, og rør sammen. Kom salt, olie og durummel heri. Rør nu hvedemel i lidt efter lidt, indtil du har en smidig dej. Ælt dejen godt igennem.
  3. Dæk med film, og stil koldt i 3-4 timer. Tag ud, og stil i stuetemperatur, indtil du skal bage pizza.
  4. Sæt ovnen på 250°.
  5. Tag 8 små stykker dej på størrelse med en valnød, og rul ud til pizza.
  6. Rul dejstykkerne helt flade, og læg en skive gedeost herpå. Bag pizzaerne gyldne på stenplade eller bradepande. Kig efter 5 min.
  7. Riv kålen i små stykker, og vend med olie og lidt salt. Top pizzaerne med grønkål og lidt afdryppede rosiner, og servér straks.

Tip: Kom resten af dejen i køleskabet natten over, så har du dej til morgenboller dagen efter.

Serveringsbræt i oliventræ fra Andrea Brugi, stentøj fra Chimalaya.