
Saltet laks med agurk og tahin
Mere en opskrift på et startskud end en forret - lige nok til at vække appetitten med friske purløg og krydret tahinskum.
AfOpskrift til 4 personer
fersk laksefilet 100 g, uden skind
fint salt 1½ tsk.
sukker ½ tsk.
sort peber ½ tsk., friskkværnet
skoleagurk 1 stk.
sødmælk 1 ½ dl
tahin (sesampasta) 1 tsk.
groft salt ½ tsk.
olivenolie 1 spsk.
mandler 2 spsk., grofthakkede, ristede og smuttede
purløg ½ bdt., frisk
Rens laksestykket for eventuelle ben- og skindrester, og gnid det med en blanding af salt, sukker og peber.
Pak den krydrede fisk ind i plastfolie, og læg den i køleskabet i 6-12 timer.
Flæk agurken, og fjern kernerne, fx med en teske. Skær agurken i skiver og laksen i mundrette bidder.
Kog mælk, tahin og salt op i en lille tykbundet gryde, og blend det til skum, fx med en stavblender eller en mælkeskummer.
Fordel ved serveringen agurk, laks og mandler i bunden af fire glas. Slut af med lidt olivenolie, purløg i stave og skummet tahin.
Tallerken, FormFatale, glas, Peugeot og kande/vase fra Muuto.