Åh forår – en af de råvarer, vi glæder os allermest til, er asparges. Og gerne både hvide og grønne som i denne skønne forret serveret med en mayonnaise, der får smag af osten havgus. Sorte keramiktallerkener og små skåle designet af Norm Architects for Menu, lys skål fra oh oak og ske fra Gense.
Asparges med rejer, havgus-mayonnaise og sprød boghvede
Sæsonens asparges præsenterer sig delikat og enkelt som forret med en hjemmerørt mayonnaise, rejer og sprøde boghvedekerner.
4 personer
Det skal du bruge:
Havgus-mayonnaise
2 pasteuriserede æggeblommer
1 tsk. grovkornet sennep
½ tsk. flagesalt
1-1 ½ dl olivenolie eller smagsneutral olie
saft af ½ citron
ca. 50 g havgus
12 hvide asparges
12 grønne asparges
150 g rejer
2 spsk. boghvede
spæde urter til pynt
Sådan gør du:
Pisk æggeblommer med sennep og salt. Tilsæt olien gradvist, mens der fortsat piskes, indtil mayonnaisen tykner. Smag til med citronsaft og peber, og vend med revet havgus.
Knæk den nederste træede ende af begge slags asparges. Skræl de hvide asparges fra hoved og ned. Damp dem i letsaltet vand. De hvide i ca. 5 minutter, de grønne i 1-2 minutter, hvorefter de afdryppes.
Rist boghvede gylden på en tør pande.
Skær asparges i snitter. Kom lidt havgus-mayonnaise i bunden af 4 skåle, og top med asparges og rejer. Drys boghvede over, og pynt med urter.