
Du har formentlig aldrig smagt rigtig wasabi
Selv hvis du er hardcore sushi-entusiast, så er der overvejende sandsynlighed for, at du aldrig har smagt rigtig wasabi – i stedet er det peberrod, du har dyppet den rå fisk i.
AfDu tror, du kender det, og du er garanteret overbevist om, at du har mærket effekten, når du har været lidt for gavmild med den grønne wasabi på din maki-rulle. Men du tager fejl, for udenfor Japan er det kun en forsvindende lille del af den grønne pasta, der rent faktisk er wasabi. I stedet err det en blanding af peberrod, sennep og farvestof.
For den ægte wasabi – eller Wasabi Japonica som jordstænglen hedder – er nemlig meget dyr med kilopriser op mod 2000 kr., og samtidig er det kun tre steder i Japan, der har lige præcis de forhold, der skal til for at dyrke den, skriver politiken.dk.
Netop derfor er det således et blandingsprodukt, du formentlig har smagt, og hvor dette blandingsprodukt – ligesom peberrod – er meget spidst i sin smag, så har den rigtige wasabi en mere krydret og afrundet smag. Og samtidig er det en råvare, som kræver nærmest øjeblikkelig fortæring. For når den rigtige wasabi har været en tur gennem rivejernet, går der kun 15 minutter, før smagen begynder at forsvinde.
I Danmark er restaurant Umami et af de få steder, der serverer den ægte wasabi, og det undrer køkkenchefen, at man faktisk må kalde blandingsproduktet for wasabi:
”Jeg er ret overrasket over, at det overhovedet er lovligt at kalde wasabipasta for wasabi, for der er jo ikke noget frisk wasabi i”, siger Christian Paradisi, køkkenchef på restaurant Umami, til politiken.dk.