Tærte med chokolade og nougat dessert kage opskrift
© Ulf Svane

Syndig tærte med chokolade og nougat

Imponer dine gæster med en lækker tærte med hasselnødder og bitter, mørk chokolade, der ligner en million og smager af mere.

Chokolade- & nougattærte

Denne tærte er så rig i sin smag, at den rækker til mange gæster.

Det skal du bruge:

  • 1 rund tærteform på 22 cm i diameter.

Mørdej:

  • 150 g smør
  • 30 g mandelmel
  • 95 g flormelis
  • Korn af ½ stang god vanilje
  • 60 g æg (ca 1 stort æg)
  • Lidt fint salt
  • 250 g mel

Fyld:

  • 140 g hasselnødder
  • 140 g mørk chokolade på ca. 66 %, finthakket
  • 200 g smør
  • 200 g nøddecreme
  • 1 stort æg, stuetemp., pisket sammen med en gaffel
  • 3 store æggeblommer, stuetemperatur
  • 2 spsk. sukker

Sådan gør du:

Mørdej

  1. Rør smørret til en ensartet masse, og tilsæt mandelmel, flormelis, vanilje, æg, salt og mel
  2. Saml dejen
  3. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir
  4. Læg mørdejen koldt i et par timer
  5. Forvarm ovnen til 170 °
  6. Tag mørdejen ud af køleskabet, lad den temperere et par minutter
  7. Fjern først det ene papir, læg det på igen, vend dejen om og fjern det andet stykke bagepapir
  8. Tag nu mørdejen og fór en tærteform
  9. Stil koldt i 5 minutter
  10. Beklæd overfladen af tærten med alufolie, og fyld op med ris eller tørrede bønner, og bag den i ovnen i ca. 25 minutter
  11. Fjern alufolien med ris/bønner, og lad tærten få mere farve i ovnen
  12. Prik evt. bunden med en gaffel, hvis mørdejen hæver sig

Fyld

  1. Rist hasselnødderne ved 180 ° i en forvarmet ovn, midt i ovnen. Efterfølgende kan du med et viskestykke gnubbe hasselnødderne sammen, så hinden fjernes
  2. Fjern så meget hinde som muligt
  3. Hak nødderne groft
  4. Stil ovnen til 190 °
  5. Smelt smørret i en kasserolle
  6. Tag kasserollen fra varmen, og tilsæt den finthakkede chokolade under omrøring med en gummidejskraber
  7. Lad blandingen afkøle til ca. 40 °
  8. Fordel nøddecremen på tærtebunden
  9. Pisk æg ned i chokoladen
  10. Gør dette forsigtigt for at undgå, at der kommer luft ind i dejen
  11. Tilsæt æggeblommerne et ad gangen, og dernæst sukker
  12. Brug en stavblender til at forfine konsistensen
  13. Fordel blandingen oven på nøddecremen, og fordel derefter de hakkede hasselnødder ovenpå
  14. Stil tærten tilbage midt i ovnen i ca. 10 minutter
  15. Kanten på tærten skal være fast, men midten skal være let flydende
  16. Lad tærten afkøle lidt før servering

Jeg serverer den med cremefraiche eller blød vaniljeis.