macaron opskrift lakrids hvid chokolade

Macarons med lakrids og hvid chokolade

Disse lækre macarons gemmer på en laber lakridscreme med perfekt balance mellem salt lakrids og sød hvid chokolade.

Macarons med lakrids og hvid chokolade

Opskrift til ca. 12 stk.

Det skal du bruge:

Macaronbund

  • mandler 43 g
  • flormelis 75 g
  • sort pulverfarve 1 knivspids fra Specialkøbmanden
  • æggehvider 40 g
  • sukker 25 g

Lakridscreme

  • hvid chokolade 60 g
  • fløde 30 ml
  • Bülow lakridssirup 25 g sød
  • Bülow rå lakridspulver ¼ tsk.
  • sort pulverfarve 1 knivspids fra Specialkøbmanden
  • sprøjtepose med rund tylle på 1 cm

Sådan gør du:

  1. Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
  2. Kom flormelis og sort pulverfarve i mandelmelet, og blend videre.
  3. Sigt blandingen, og sæt den til side.
  4. Hæld æggehvider og sukker i en skål, og pisk, indtil marengsen danner bløde toppe.
  5. Vend mandelblandingen i marengsen ved at presse dejen mod siderne af skålen med en dejskraber.
  6. Hæld blandingen i sprøjteposen, og sprøjt små, runde cirkler ud på bagepapir på en bageplade.
  7. Lad de ubagte kager tørre ved stuetemperatur i ca. 30 min.
  8. Forvarm ovnen til 160°, og bag macaronbundene i ca. 12 min.
  9. Tag bundene ud af ovnen, og lad dem afkøle på en bagerist.
  10. Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
  11. Kom fløde, lakridssirup og lakridspulver i en gryde, og bring det i kog.
  12. Hæld blandingen over den hakkede chokolade, og rør rundt, indtil chokoladen er opløst.
  13. Rør lidt sort pulverfarve i lakridscremen.
  14. Fyld cremen i en sprøjtepose, og sæt den på køl natten over.
  15. Næste dag kommes lidt lakridscreme på bunden af en macaron, hvorefter den sættes sammen med bunden af en anden. Gentag med resten af kagerne.

Fra bogen 'Lykken er chokolade'.