Franske makroner med jordbærcreme
© Frederikke Heiberg

Franske makroner med jordbærcreme

Kan man få fingre i jordbær af den gamle klassiske sort Dybdahl, så bare se at få købt alt op. Dette er klart det bedste jordbær, man overhovedet kan komme i nærheden af, og perfekt til denne opskrift – saftighed, duft og smag fås ikke bedre.

Opskrift:
mandelmel 280 g
flormelis 480 g
æggehvider 200 g
kakaopulver 2-3 spsk. (til de mørke makroner)
evt. frugtfarve rød

Forvarm ovnen til 140°. Kom mandelmel i en stor skål, sigt flormelis (og evt. kakaopulver/frugtfarve) i, og bland godt sammen. Pisk æggehviderne stive, men ikke så de skiller. Vend æggehviderne i melblandingen, og slå derefter al luft ud af massen ved at vende det hele med hårde bevægelser med en gummidejskraber. Kom makronmassen i en sprøjtepose (ikke alt for stort hul), og sprøjt derefter små makroner ud på en bageplade, beklædt med bagepapir. Hold god afstand mellem makronerne. Lad makronerne “tørre” i ca. 20 minutter, og bag dem derefter i ca. 10-12 minutter alt efter størrelse. Afkøl makronerne på en rist.

Opskrift på jordbærcreme:
jordbærpuré 150 g (køb det i
specialbutikker eller lav det selv
af frosne jordbær, som du tøer op
og blender sammen med lidt
sukker)
glukosesirup* 40 g
lys chokolade 300 g
smør 50 g

Varm jordbærpuré og glukosesirup til kogepunktet i en lille kasserolle. Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Hæld først langsomt lidt af den varme jordbærblanding ned i midten af skålen med chokoladen. Rør med en gummidejskraber små runde bevægelser i midten af massen, indtil du får en elastisk og glansfuld kerne. Tilsæt derefter resten af pureen. Når massen er ca. 40 grader, tilsæt smør skåret i små stykker. Hæld massen i en sprøjtepose, og lad den sætte sig i min. tre timer, før den kan sprøjtes ud på makronerne, der forsigtigt skal lægges sammen omkring massen.

  • fås i Super Brugsen og nogle Kvickly og på urtegaarden.dk.