
Disse marcipan-kardemomme-cruffins må du prøve
Når det kommer til bagværk kan man umuligt fejle med ingredienser som marcipan og kardemomme.
AfGitte Heidi Rasmussen
Marcipan-kardemomme-cruffins
12 stk.
Det skal du bruge:
- 25 g gær
- 1 dl vand
- 2 dl mælk
- 2 spsk. sukker
- 1⁄2 tsk. salt
- Ca. 400 g hvedemel
- 100 g koldt smør
Remonce
- 150 g smør
- 75 g sukker
- 150 g revet marcipan
- 2 tsk. stødt kardemomme
Pynt
- Flormelis
Sådan gør du:
- Rør gæren ud i lunt vand, og tilsæt mælk, sukker og salt.
- Smuldr smørret i halvdelen af melet, og rør det i gærblandingen.
- Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt dejen igennem.
- Den skal være blød og elastisk.
- Lad den hæve tildækket i 45 min.
- Rør smør, sukker, marcipan og kardemomme sammen til remonce.
- Slå dejen ned, og del den i 6 lige store stykker.
- Rul hvert dejstykke ud til en meget tynd, aflang plade.
- Smør med remonce, og rul dejen stramt sammen, og træk lidt, så du får en aflang pølse.
- Flæk den midt igennem på den lange led med en skarp, meldrysset kniv.
- Sno hver halvdel sammen til en halv løs knude, og fold enderne indunder.
- Læg knuden i en smurt muffinform.
- Gentag med resten, og lad dem alle hvile tildækket i ca. 1 time under et fugtigt klæde.
- Bag dem ved 180° i ca. 25 min., til de er sprøde, gyldne og luftige.
- Afkøl dem en anelse, drys med flormelis, og servér dem lune og friskbagte.
TIPS: De kan sagtens fryses og så bare lige lunes inden servering. Prøv også med kanel og revet citron- eller appelsinskal i stedet for kardemomme.