
Chokolademarengskage med blødt passionsfrugtskum
Desserten er superflot og smager lige så godt.
AfLone Kjær
Chokolademarengskage med passionsfrugtskum
8 personer
Der er sprød chokolademarengs med blød passionsfrugtskum og fin pynt til dessert. Bages marengsbundene i god tid, tager det ikke lang tid at lave kagen.
Det skal du bruge:
Chokolademarengs
- 1 dl æggehvider, evt. pasteuriserede
- 1⁄2 tsk. hvidvinseddike
- 200 g sukker
- 100 g mørk chokolade
Passionsfrugtskum
- 5 dl piskefløde
- 5 modne passionsfrugter
Pynt
- Lakrids by Bülow-passionsfrugt- kugler
- Stedmoderblomster til pynt
- Lidt kakaopulver til drys
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 100°.
- Pisk æggehviderne stive. Tilsæt eddike, og pisk yderligere et øjeblik.
- Tilsæt gradvist sukkeret, og pisk, indtil marengsen er tyk, hvid og fast.
- Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og afkøl. Vend forsigtigt smeltet chokolade i massen, så der dannes striber, og massen bliver marmoreret.
- Fordel skødesløst marengsmassen på to bageplader med bagepapir, så den danner to runde bunde.
- Bag marengsene i ovnen i 60 min. Afkøl marengsene.
- Pisk fløden til let skum.
- Halvér passionsfrugterne. Pres saft og kerner ud i en skål.
- Si kernerne fra, og vend forsigtigt saften i flødeskummet.
- Læg marengskagen sammen med passionsfrugtskum, og pynt med passionsfrugtkugler, stedmoderblomster og et drys kakaopulver.