Avocadoer hænger på træet
© iStock

Derfor skal du straks stoppe med at spise avocadoer

Avocado smager som en drøm og er spækket med gode vitaminer og andre sunde ting, men der er et lille problem - og det bliver bare større og større.

Avocadoens uheldige popularitet

Verdens avocado-produktion boomer. På få årtier er efterspørgslen mangedoblet . Det er gode nyheder. Som de fleste i dag ved, er avocado-plantens frugt (som strengt taget er en nød) en yderst nærende spise og en fantastisk kilde til sunde fedtstoffer. Og så er der også en anden lille, vigtig detalje: avocado smager pragtfuld!

Desværre er problemet med den populære avocado, at den netop er blevet så populær. Det medfører nemlig en massiv ulovlig skovhugst, der på sigt kan true miljøet.

Det grønne guld

Mexico er langt den største producent af avocado i dag. 32 procent af verdens årlige produktion af avocadoer står Mexico for (Mexico er i øvrigt også efter al sandsyndlighed avocado-træets oprindelsesland).

I Mexico er klimaet ideelt. Det er det blandt andet, fordi temperaturen aldrig sniger sig ned under frysepunktet i de områder, hvor avocado-træet gror. Avocado-træer kan nemlig generelt ikke tåle frost.

Den store efterspørgsel efter avocadoer i dag har desværre medført, at prisen på avocadoer - og dermed også på mexicanske avocadoer - er røget i vejret. Én gros-prisen på avocado steg således for eksempel fra januar til juli 2016 med hele 28 procent. Samtidig er kursen på den mexicanske pesos faldet. Det har gjort avocadoen til det grønne guld i Mexico.

Avocado plantage
© iStock

Avocado fortrænger naturlig skov

Den høje markedspris på den grønne nød frister helt naturligt mange mexicanske landmænd og jordejere. Mange steder bliver gammel skov derfor hugget ned og omskabt til avocado-plantager - både lovlige og ulovlige. Det er navnlig Mexicos fyrre - og grantræer, som bliver skovet, og det sker ofte i strid med landets gældende love.

Det mexicanske Tapia Vargias Institut vurderer således, at avocadoproduktionens ekspansion har kostet ca. 690 hektarer skov årligt mellem 2001 og 2010.

Profitten på avocado

Myndighederne i Mexico er opmærksomme på problemet og forsøger at slå ned på de ulovlige aktiviteter. I juli i år tilbageholdt politiet for eksempel ved en lejlighed 13 personer tilknyttet en ulovlig avocado-plantage. Disse 13 personer havde medvirket til at plante 1.320 avocado-træer på 4.7 hektarer jord. Det var sket på bekostning af 260 grantræer og 87 fyrretræer.

Selvom det tager mindst 7 år, før et avocado-træ kan høstes med godt udbytte, så er gevinstudsigterne alligevel astronomiske for disse avocado-desperados. Tapias Vargias Instituttet vurderer, at de 1.320 avocado-træder med tiden ville kunne indbringe en halv million dollars om året.

Markedet udvider sig

Der er ikke noget, der tyder på, at efterspørgslen er ved at aftage. Tværtimod. Den mexicanske eksport af avocado til Kina stiger for eksempel årligt med 200 procent, og den vækst vil efter al sandsynlighed fortsætte sin himmelflugt. Som med alle andre eftertragtede fødevarer i disse år vil den hurtigt voksende kinesiske middelklasse naturligvis også have sin del af kagen.

Det er alvorlige perspektiver, som kan resultere i massiv afskovning i Mexico, og det sker i en epoke, hvor alle internationale organisationer af miljømæssige klimamæssige hensyn efterspørger mere vild skov med større diversitet i plante- og dyrelivet.

Skovhugsten er også uheldig, fordi avocado-træer kræver den dobbelte mængde vand sammenlignet med de fyrre- og grantræer, de overtager pladsen for. Det er ikke godt for et land som Mexico, hvor der i tilgift også er knaphed på vandressourcerne.

Hvad kan man gøre?

Det er nok der færreste, der vil skære ned på deres avocado-indtag, selvom mange bække kan gøre store å. Sandsynligheden for, at det vil ske er dog næppe ret stor. Dertil elsker verden for meget sine avocadoer.

Det er nok snarere international pression, der skal til, og en global bevidstgørelse om de miljømæssige omkostninger ved verdens galoperende avocado-begær.

I dag er sloganet og konceptet "Save the Rainforest" kendt. Selvom det går langsomt, sker der trods alt noget på den front. Bliver avocadoen det næste indsatsområde? Noget kunne tyde på, at det er på høje tid.

Kilde: The Register Guard

Hvor kommer avocado fra?

Avocado er en frugt, der kommer fra avocadotræet, Persea Americana, som oprindeligt kommer fra Mellem- og Sydamerika. Avocadotræet er stedsegrønt, hvilket betyder, at det har grønne blade hele året. Dertil tilhører træet laurbærfamilien (Lauraceae). De avocadoer, som vi spiser i Danmark kommer fra flere forskellige steder i verden. Listen inkluderer lande som Mexico, Peru og Guatamala samt Sydspanien, Israel og Sydafrika.