Bevanda beverages
© Bevanda

Sådan laver du matcha latte derhjemme

Selv om den populære drik kan virke kompliceret at give sig i kast med, er matcha latte faktisk ret nem at tilberede derhjemme, hvis du har det rette værktøj og lidt tålmodighed.

Du har sikkert set utallige folk med den grønne matcha latte på gaden eller i dit feed på sociale medier, hvor den er blevet så populær, at den på rekordtid har vundet indpas på caféer og kaffebarer. Men hvad er matcha latte egentlig helt præcist? Og hvordan laver man matcha latte derhjemme? Få svaret herunder.

Hvordan laver man matcha latte?

En klassisk matcha latte laves ved at blande matchapulver med varmt vand, indtil det er helt opløst og skummende. Herefter tilsættes varm mælk, som kan være enten komælk eller plantebaserede alternativer som havre-, soja- eller mandelmælk.

For at opnå den rette konsistens og smag bruges ofte en mælkeskummer eller et piskeris, også kaldet en chasen. Det er en metode, der for mange matcha-fans er blevet et lille ritual i hverdagen. Da smagen kan være intens, vælger nogle at søde drikken med honning, sirup eller sukker, men det er valgfrit.

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 servering

Ingredienser

  • 1-2 teskeer matchapulver
  • 1 dl varmt vand omkring 80 grader
  • 2 dl mælk
  • Eventuelt honning, sirup, sukker eller anden sødemiddel

Redskaber

  • En lav, bred skål kaldet raku chawan
  • Et lille piskeris af bambus med det officielle navn chasen
  • En lang, tynd ske, der kaldes en chasaku

Sådan gør du

  1. Hæld dit matchapulver op i din skål, og hæld halvdelen af det varme vand oveni. Styrken og intensiteten af din matcha latte afhænger af, hvor meget pulver du bruger, så prøv dig frem til du finder dine foretrukne blandingsforhold.
  1. Pisk nu matcha og vand sammen i 8-taller med små, hurtige bevægelser, indtil pulveret er helt opløst. Hæld resten af det varme vand ved undervejs.
  1. Varm, og skum nu din mælk til den har den mængde skum, du foretrækker. Skal din matcha latte være kold, behøver du ikke varme mælken.
  1. Hæld nu matchablandingen op i en kop eller i et glas over is, hvis den skal være kold. Tilføj honning, sirup eller lidt sukker, hvis du foretrækker den sød, og top med din skummede mælk.
  1. Prøv din matcha latte med frugtsirupper af hindbær, blåbær eller jordbær for at give den mere sød og mild smag. Tilføj blot i bunden af din kop i glas, hæld resten over og rør godt rundt.

Hvordan smager matcha latte?

Matcha latte har en unik smagsprofil, der balancerer det let bitre fra matchaen med det søde og cremede fra mælken. Drikken har en blød tekstur og en let vegetabilsk aroma, som mange beskriver som frisk og beroligende.

Smagen kan variere afhængigt af kvaliteten på matchapulveret, typen af mælk, der anvendes og ikke mindst om den drikkes varm eller kold. Det er dog den kolde version af matcha latte, der er blevet særligt popuær.

Hvor stammer matcha fra?

Matcha stammer fra Japan, hvor teen har været brugt i århundreder, især i forbindelse med den japanske teceremoni kaldet chanoyu. I følge historikere blev matcha hentet fra Kina af munke i det 9. Århundrede, og i løbet af 1300-tallet blev matcha etableret som en måde at dyrke renhed i te-drikningen.

Matcha fremstilles ved at dampe, tørre og male grønne teblade til et fint pulver. Denne metode bevarer flere af tebladets næringsstoffer sammenlignet med almindelig grøn te, hvor bladene bare trækker i vandet.

Hvad kan man bruge matchapulver til?

Matchapulver kan ikke bar ebruges til en matche latte, men utallige lækre ting. Matcha er nemlig en utrolig alsidig ingrediens, der også er populær at bruge i særligt sødt bagværk.

Prøv for eksempel denne letfrosne, hvide tiramisu med matcha eller tag din hvide brownie til et nyt niveau ved at prøve den med matcha i.