Sprøde mandelcroissanter

Croissanter smager bare bedst, når de er hjemmelavede og denne version af wienerbrødsdej fyldt med mandelremonce smager himmelsk.

Opskrift på lækre og sprøde mandelcroissanter
© Anders Schønnemann

Sprøde mandelcroissanter

Hjemmelavede croissanter er en himmerigsmundfuld. Her får du en lækker opskrift på sprøde croissanter af wienerbrødsdej fyldt med mandelremonce.

Ca. 24 stk

Det skal du bruge:

Wienerbrødsdej

  • letmælk 2 1⁄2 dl
  • gær 25g
  • æg 1 stk.
  • sukker 50 g
  • salt 2 tsk.
  • hvedemel + lidt mel til udrulning ca. 500 g
  • smør koldt ca. 350 g

Mandelremonce

  • mandler 100 g
  • agavesirup 1⁄2 dl
  • smør 75 g blødt
  • rørsukker 50 g
  • æg til pensling 1 stk.
  • mandelflager 50 g

Sådan gør du

Wienerbrødsdej

  1. Lun mælken til fingervarm. Hæld mælken i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt æg, sukker og salt. Ælt hvedemel i væsken lidt af gangen og ælt, til dejen er glat og smidig.
  2. Rul dejen ud til et kvadrat på ca. 30 x 30 cm. Skær noget af smørret i tynde skiver med en osteskærer, og læg det på to tredjedele af dejen.
  3. Fold dejen sammen i tre lag, så dejstykket uden smør foldes ind først. Læg dejen og resten af smørret koldt i ca. 30 min.
  4. Gentag udrulningen og sammenlægningen, indtil du har brugt resten af smørret. På den måde ruller du smørret ind i dejen og får wienerbrødsdej i flere lag.

Mandelremonce

  1. Blend mandlerne i en foodprocessor til mandelmel. Tilsæt agavesirup, til massen lige netop samler sig. Rør marcipanmassen med smør og sukker.

Croissanter

  1. Rul dejen ud til et kvadrat på ca. 30 x 30 cm, og skær det ud i 12 stk. Del stykkerne, så du har 24 små trekanter.
  2. Kom en lille skefuld remonce på hver trekant, og rul sammen fra den brede ende.
  3. Læg croissanterne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve ca. 1 time.
  4. Pensl med sammenpisket æg, og drys med mandelflager.
  5. Bag croissanterne i ca. 15 min. ved 180°.

TIP: Wienerbrødsdejen kan fryses ubagt. Lad dejen tø op i køleskabet, før den skæres ud i den ønskede form.