Lækker, intens chokolademazarin med en pikant brombærganache er den perfekte afslutning på en god middag. Kagen er en skøn fusion mellem en brownie og en mazarin, så jeg kan kun anbefale, at den serveres i små, elegante stykker.
Det skal du bruge
Chokolademazarin
125 g marcipan
125 g sukker
125 g blødt smør
2 æg
50 g hvedemel
100 g mørk chokolade
Brombærganache
150 g flødechokolade
150 g brombær30 g glukosesirup
1 spsk. citronsaft
Pynt
30 g flødechokolade, der smeltes. Dekorér kagen med løs hånd.
Sådan gør du
Riv marcipanen groft, og kom den i en skål med sukker, smør, æg og hvedemel. Pisk massen godt sammen.
Hak chokoladen, smelt i en skål over vandbad, og vend den forsigtigt i dejen.
Fordel dejen i en form, ca. 20 x 20 cm, beklædt med bagepapir, og bag kagen ved 175° i ca. 20 min. Kagen må endelig ikke bages for længe, da den ellers bliver tør. Afkøl kagen.
Hak flødechokoladen, og smelt den i en skål over vandbad.
Kom brombær, glukosesirup og citronsaft i en gryde, og kog et par minutter.
Blend bærrene, og pres dem efterfølgende gennem en sigte, så saften drypper fra. Du skal bruge ca. 75 g brombærsaft.
Hæld saften over den smeltede chokolade lidt ad gangen, og rør med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver blank.
Hæld ganachen over den afkølede kage, så den fordeler sig, og sæt kagen på køl.
Servering
Skær kagen i elegante stykker, og servér fx med et lille glas portvin.