Hummertoast med kaviar

Denne lille smagfulde anretning består af en smørbagt briocheboller toppet med cremet hummer og kaviar.

Hummertoast med kaviar
© Tia Borgsmidt

Hummertoast med kaviar

12 Stk.

Forretten på årets sidste aften er smørbagte briocheboller toppet med cremet hummer og kaviar. Har du først bagt brioche bollerne og rørt mayonnaisen, er det nemt at lave den lækre forret. Vi bruger jomfruhummerhaler, men du kan sagtens bruge to kogte og pillede hummere i stedet.

Det skal du bruge

Briocheboller

En blød fransk bolle med rigeligt smør er uimodståelig og perfekt til hummer. Bollerne kan sagtens bages dagen før, da de ristes i smør inden servering.

  • ½ dl sødmælk
  • 20 g gær
  • 50 g sukker
  • ½ tsk. flagesalt
  • 2 æg
  • Ca. 300 g hvedemel
  • 225 g smør
  • 1 æg til pensling

Citronmayonnaise

En hjemmerørt mayonnaise er cremet og et godt udgangspunkt for det lækre fyld med hummer.

  • Ca. 1 dl mayonnaise:
  • 2 pasteuriserede
  • æggeblommer
  • ½ tsk. dijonsennep
  • ½ tsk. flagesalt
  • 2 spsk. citronsaft
  • Revet skal af 1 ubehandlet citron
  • 1 dl olivenolie (er du ikke vild med smagen af olivenolie, så brug en mere smagsneutral olie)
  • Peber

Hummer a la creme

  • 1 dl citronmayonnaise
  • 1 dl cremefraiche, 38 %
  • 1 bundt dild
  • Revet skal af 1 citron
  • Flagesalt og peber
  • 500 g jomfruhummerhaler/alternativt 2 hummere, kogte og pillede
  • 10 g smør

Servering

  • 4 briocheboller
  • 25 g smør til stegning
  • 2 hjertesalater
  • Kaviar
  • Dild til pynt

Sådan gør du

Briocheboller

  1. Lun mælken til fingervarm, og hæld den i en skål. Opløs gæren heri.
  2. Tilsæt sukker, salt og æg, og rør dernæst 200 g mel i lidt ad gangen.
  3. Rør dejen på en røremaskine i ca. 10 min.
  4. Tilsæt smørret, mens maskinen kører, og tilsæt gradvist resten af melet.
  5. Rør, til dejen er glat og skinnende, og smørret er optaget.
  6. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 2 timer.
  7. Den skal hæve til ca. dobbelt størrelse.
  8. Slå dejen ned på et meldrysset bord, og del den i 12 lige store dele.
  9. Tril til boller, og læg dem i en bradepande med bagepapir.
  10. Lad dem hæve tildækket i ca. 1 time.
  11. Pensl med sammenpisket æg, og bag dem ved 180° i ca. 20 min., til de er gyldne.
  12. Afkøl bollerne på en bagerist.

Citronmayonnaise

  1. Pisk æggeblommer med sennep, salt og citronsaft og -skal.
  2. Spæd gradvist til med olien, mens der piskes, indtil du har en tyk og cremet mayonnaise.
  3. Smag evt. til med mere citron og peber.

Hummer a la creme

  1. Rør citronmayonnaise med cremefraiche og hakket dild.
  2. Smag cremen til med revet citronskal, flagesalt og peber.
  3. Pil skallerne af jomfruhummerhalerne.
  4. Smelt smørret på en pande, og steg halerne et minut.
  5. Tag halerne af panden, og afkøl.
  6. Halvér briochebollerne.
  7. Smelt smørret på en pande, og rist briochebollerne på skærefladerne, til de er gyldne.
  8. Lad dem afdryppe på et stykke fedtsugende papir.
  9. Skyl salaten, og slyng den tør.

Servering

  1. Vend de stegte jomfruhummerhaler i dressingen.
  2. Top briochebollerne med hjertesalat og hummerfyld.
  3. Pynt med kaviar og dild.