Flemming Møldrup
© Stine Heilmann

Mine sommerfavoritter med Flemming Møldrup

Ferie er lig med kærlighed, mener Flemming Møldrup, som helst opholder sig nær vandet i sommermånederne. Livsstilseksperten og naturmennesket guider til den gode sommer.

Livsstilsekspert, tv-vært, naturcoach, strategisk rådgiver og “born again windsurfer”. Flemming Møldrup er en mand med mange talenter, men når sommerferien banker på, handler det om at slappe af og sætte pris på kærligheden. Læs med, når Flemming Møldrup afslører, hvad der gør sommeren god for ham.

Hvor slapper du bedst af om sommeren?

Jeg slapper bedst af ved havet. Jeg har det godt i havet i al slags vejr, men om sommeren søger jeg naturligt ud til det. Og ellers slapper jeg af sammen med familien i sommerhuset eller på en hyggelig solferie, som ikke behøver indeholde andet end en strand, pool og så familie og venner under solen og i de lange blide aftener under stjernerne.

Hvor finder du det bedste sommermåltid – og hvad er det?

Det bedste sommermåltid er, når min hustru og jeg griller kylling på bål og laver israelsk salat med melon, tomater, koriander, persille og ristede pinjekerner. Og selvfølgelig lækker hvid tahin blandet med lime og olivenolie. Og så spiser vi det hele, mens solen går ned.

Odsherred

Man slapper altid af i nærheden af vand, mener Flemming Møldrup.

© VisitDenmark / Christoffer Anias Sandager

For mig er det ikke rigtig sommer uden…

Sol, udeliv, venner og familie.

Hvilket sted i Danmark synes du, at alle burde kende?

Fanø! Peters kaffe i Kaffebanken i Nordby og Jesper og Stines Sommerlivs-koncerter.

Hvad er dit bedste tip til at redde sommerstemningen?

Lev som man gør sydpå. Lad vær med at have travlt og lad børnene være i fred – de har det mere end almindeligt hektisk til hverdag. Nyd hinanden og tænk på, hvad det var, I godt kunne lide, da I mødtes engang i tidernes morgen. For ferie er også kærlighed.