Se Frederik Baggers eventyrlige bud på årets julebord

Et overdådigt blomsterorgie i stram komposition.

Frederik Baggers julebord

Designeren Frederik Bagger har sammen med barndomsvennen Julius Værnes Iversen kreeret et eventyrligt julebord, hvor fantasien får frit løb.

Bordet er dækket med ting fra 1700-tallet og eget design, der er sat i scene af en voluminøs blomsterdekoration inspireret af 1800-tallets malerkunst.

Bliv inspireret her af det uforlignelige.

© Andreas Mikkel Hansen

I husets spisestue er det eventyrlige julebord dækket. En mørkegrøn dug skaber sammen med et stykke florlet, grønt tyl en fornemmelse af en levende grøn bund. Blomsterdekorationen er udført af Julius Værnes Iversen fra Tableau. Stolene omkring bordet, EA 108 fra Vitra, er designet af Charles og Ray Eames.

En familie i zen

I Krathuskvarteret tæt på Dyrehaven i et hus tegnet af Arne Jacobsen i 1931 udspinder der sig et sandt juleeventyr.

I hjemmet bor Frederik Bagger, der står bag designfirmaet af samme navn, hans forlovede, Julie Elisabeth Schulin, der til daglig er yogainstruktør og indretningsarkitekt, og børnene Adda Elisabeth og Gia Amelia.

Frederik elsker at bruge tid med familien, gode venner og sit arbejde. Som selvstændig fylder sidstnævnte en del og bliver hurtigt en part af privatlivet. På samme måde fylder Julies passion for design samt yoga.

– Jeg elsker at leve sundt og sætter stor pris på at dele Julies eventyr inden for yoga. Vi har integreret den sunde livsstil i firmaet Frederik Bagger, hvor vi dyrker yoga hos YO/ME to gange om ugen. Det skaber nogle gode værdier på arbejdspladsen og giver masser af stof til eftertanke, fortæller Frederik.

© Andreas Mikkel Hansen

Frederik bagger har siden 2015 skabt sit eget livsstilsbrand, der bl.a. handler med glas og service til bordet.

Et sandt juleeventyr

Hvad juletiden angår, bliver der i høj grad sat pris på tiden sammen med familien, hvor de ikke glemmer, hvor knap tiden er.

– En af de skønneste ting ved at stifte familie er for mig, at man opdager, hvor vigtig tid er – både fortid, fremtid og selvfølgelig i den grad nuet. For mig er julen en tid, hvor min kreativitet får lov at blomstre. Jeg værdsætter roen i julen. Ro til refleksion. Fordybelse og kreativitet. Og netop at nyde nuet. For mig er julen alt andet end stress. Det er tid, forklarer Frederik.

© Andreas Mikkel Hansen

Et kig ned i bordets farvede detaljer, hvor blomsterlivet bliver hyldet. De facetslebne glas er fra Frederik Bagger, og tallerkenerne er fra Richard Ginori i stilen Antico Doccia, der kan dateres tilbage til 1735. Porcelænskræmmerhuset med guldbemaling er fra Frederik Bagger.

En jul med plads til alle

Juleaften hos Frederik og familien går med at nyde hinanden og lave maden.

– Vi holder altid fast i, at vores morgen er stille, og i, at ungerne får lov til at åbne lidt pakker, når vi spiser morgenmad. Dernæst går vi en lang tur og nyder stilheden i Dyrehaven. Julies familie har altid haft tradition for at gå i kirke, så den bakker vi selvfølgelig op om. Vi går i Messiaskirken, da det er den kirke, vores datter, Adda, blev døbt i. Derefter mødes vi i hjemmet til et glas portvin, og så begynder madlavningen, som jeg elsker.

Som en moderne sammenbragt familie holder Frederik og familien altid jul i eget hjem, hvor alle er velkomne.

– Jeg holder skiftevis jul med min fars familie og min mors familie, da de er skilt. Julies familie skifter også mellem hendes søskende. Vi er en moderne sammenbragt familiekonstellation, men der er plads til alle, siger Frederik.

© Andreas Mikkel Hansen

Bordet er dækket med parret Julie Elisabeth Schulin og Frederik Baggers yndlingsporcelæn fra Richard Ginori, hvor bonbonnieren også er fra, og som er købt hos Tapet-Cafe. De farvede glas er fra Frederik Bagger, og bestikket er fra Georg Jensen. Porcelænsjulekuglen fra Frederik Bagger ligger i servietten, som Julie selv har lavet til dette års julebord.

Tradiotionerne er mange

– Julie har tilført risengrød til vores julebord, da det var en stærk tradition fra hendes familie, så vi får både risengrød og risalamande. Og så bruger vi masser af mandelgaver, fortæller han.

Traditionen med at pynte træet sætter Frederik en stor ære i.

– Jeg elsker at pynte juletræet, og især efter at vi har lanceret vores egen julepynt i mit firma. Det er en kæmpe stor fornøjelse at dekorere med pynten og se alle mine design komme til live, fortæller Frederik.

© Andreas Mikkel Hansen

Efter maden skal mandelgaven pakkes op og der serveres lidt kaffe og sødt i stuen. Kopper og kande fra Richard Ginori. Krystal glas, messing kande og duftlys fra Frederik Bagger.

Et eventyrligt julebord

Dette års julebord af Frederik Bagger er inspireret af et eventyr, samtidig er det en hyldest til kreativitet, liv og frihed.

– Julebordet reflekterer eventyr. En fortælling om kærlighed, vildskab og forførelse. Temaer i livet, som jeg mindes, og som fylder i mig, siger Frederik.

Frederiks barndomsven Julius Værnes Iversen, der står bag det fascinerende blomstergalleri Tableau, der er et univers med blomster, design og kunst, har skabt blomsterdekorationen, som pryder bordets midte.

Selve opbygningen af dekorationen er inspireret af 1800-tallets pointillisme. Det er en metode, hvor man sætter farver pletvis og ublandede på et lærred, hvilket optisk lader beskueren selv blande farverne med øjet og giver et mere umiddelbart sanseindtryk.

Blomsterne er sat i formationer, hvor samme arter er sat i samme områder, for at skabe ro. Idéen er, at man drager øjet fra punkt til punkt og på den måde opbygger en fortælling via punkter og små sekvenser.

– Blomster symboliserer noget levende. Noget nutidigt. Noget, som får ilt og giver liv på bordet en aften, som handler om at fejre livet, siger Frederik.

© Andreas Mikkel Hansen

Da bordet har fået hele armen, er pakkerne i afdæmpet naturpapir med bånd. Julekuglen er fra Frederik Bagger.

Godt design er tidløst

Parrets yndlingsporcelæn fra Richard Ginori og glas fra Frederik Bagger danner sammen rammerne for to tidsbestemte design, som formår at blive et.

– Historie er vigtig for mig. Jeg designer selv nye ting, som også kan være samleobjekter, og som forhåbentlig er med til at danne rammerne for mange menneskers hjem i fremtiden samt være en del af en livshistorie. De ting, vi har i vores hjem, er ofte en afspejling af de ting, vi har oplevet i livet, og det, vi
elsker i dag. Godt design er tidløst. Det kan altid tages frem i helt nye former, scener og settings, hvor det kan levere endnu et eventyr, siger Frederik.