Se Caroline Flemings fortryllende julehjem

“Det er vigtigt for mig, at julen er som et magisk eventyr, hvor traditionerne hvert år bevares.”

Caroline Flemings julefortælling

Hos Caroline Fleming er julen fuld af traditioner. Både nye og gamle.

Men det vigtigste for hende er, at julen er magisk – og med masser af minder fra mange generationer, der udmønter sig i eventyrlig pynt på julebordet.

Rød er altid en fast farve i overdådige blomsterdekorationer, som fuldender fornemmelsen af at være på besøg i et ægte julehjem.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Hos Caroline Fleming bliver man budt velkommen i julen på ægte julemanér med julemandens støvler og dekorative sukkerstænger.

Faste familietraditioner

Når Caroline Fleming inviterer julen indenfor, bliver der skruet op for gamle familietraditioner. Og de er alle faste hvert år.

Fra gemmerne findes julenisserne frem, der bliver bagt småkager efter gamle familieopskrifter, og juleaften står det otte meter høje juletræ og funkler magisk med hele familien samt venner, der er samlet i stuen.

Caroline Fleming og hendes tre børn, Alexander på 15 år, Josephine på 12 år og Nicholas på 8 år, elsker december måned.

– Jeg elsker julen. Og jeg er endda så vild med julen og julemusikken, at jeg sagtens kan finde på at sætte Driving Home for Christmas på i juli måned. Det er vigtigt for mig, at julen er som et magisk eventyr, hvor traditionerne hvert år er bevaret, fortæller Caroline Fleming.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

På døren hænger en juledekoration så stemningsfuld, som var den med i Charles Dickens’ Et juleeventyr, med kogler, julekugler og sløjfer i julens røde farve. Dekorationen er fra Bering House of Flowers.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

På julebordet er der i tråd med familiens traditioner skabt en stemning af julenisseby. Både bord og stole er vintage.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Bordet er dækket med Flora-stel fra Royal Copenhagen. De røgfarvede krystalglas er fra Frederik Bagger, mens den mosgrønne dug er fra Affordable Luxury by Caroline Fleming.

Den magiske nisseby

En fast tradition er, at julebordet altid er pyntet som en magisk nisseby, så det ligner en miniaturelandsby a la Peters jul.

Årets bord er pyntet med juletræer og nøddeknækkere, som er fra Caroline Flemings egen julekollektion, Affordable Luxury by Caroline Fleming.

– Jeg er vild med traditioner, nye som gamle. Nøddeknækkerne, som jeg husker tilbage fra min barndom, skulle have nyt liv, og derfor blev de en del af min kollektion. Min mor var svensk, og da vi var børn, kreerede hun altid det mest fantastiske kagehus, der var bagt og sammensat helt fra bunden med glasur og pynt. Det blev sat midt på bordet blandt alt det andet julepynt og på hvidt vat, der skulle ligne sne. Det bedste var at få lov til at spise det, og jeg husker stadigvæk smagen af de brændte kanter på huset. Netop fordi min mor var svensk, har vi nogle svenske traditioner. Som barn sang mine søskende og jeg Lucia den 13. december fra trappen for inviterede gæster. Vi var iført det smukkeste hvide tøj og havde lys i håret, siger Caroline Fleming.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

I stuen emmer det af julestemning ved pejsen. Herinde nydes gerne et glas efter middagen. Adventskransen i de klassiske røde toner er udført af Bering House of Flowers.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Den røde farve er et must i Caroline Flemings jul, og uden den synes hun ikke, at der er julestemning.

Nye som gamle traditioner

Oppyntningen består af blomsterdekorationer i rødlige varme toner, og traditionen tro er det Bering House of Flowers, der har lavet dem, som blomsterfirmaet altid gør ved familiens events og højtider.

Hvert år finder familien alle kasser med julepynt frem den 23. december, hvor træet pyntes af hele familien både med julepynt tilbage fra fem-seks generationer og helt nyt.

– Jeg elsker at finde min hjemmelavede julepynt frem, fra da jeg var barn – mine flettede julehjerter og anden hjemmelavet dekoration, der bringer alle minderne frem, og som hvert år skaber en magisk stemning for mig. Efter traditionen er det den ældste i huset, der bestemmer slagets gang. Det er brandhyggeligt, og børnene elsker det, fortæller Caroline Fleming.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Caroline fleming er efter i en årrække at have boet i London flyttet tilbage til Danmark.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Nøddeknækkerdukken fra balletten Nøddeknækkeren skrevet af Tjajkovskij i 1892 har en særlig plads i Caroline Flemings jul. Derfor har hun redesignet figuren i klassiske farver i sin kollektion Affordable Luxury by Caroline Fleming.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Ny og gammel julepynt, som hvert år findes frem fra gemmerne, er her blandet med stellet Flora fra Royal Copenhagen.

Særlig respektfuld tradition

Fra tidlig morgen juleaftensdag er der gang i familiens køkken. For mad har en stor plads hos Caroline Fleming, og derfor bliver der også kælet for julemaden.

Familien starter altid julemiddagen med en særlig respektfuld tradition, nemlig risengrød som forret. For det gjorde man i gamle dage i respekt for dem, der ikke havde så meget.

– Vores julemad består altid af gås med brune kartofler, rødkål og sauce, hvor fonden har stået i flere måneder i forvejen. Til dessert får vi karamelliseret appelsin med vaniljecreme.

Inden middagen starter vi med at gå i kirke om eftermiddagen. Alle herrerne er klædt i smoking, og pigerne i røde kjoler.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

I december bager familien småkager, laver julekonfekt og klippe-klistrer. Ud over lækkerier til børnene laver Caroline Fleming både rød og hvid gløgg med kanel, som hun serverer for sine gæster hele måneden. Krystalglassene, karaflen og bonbonnieren er fra Frederik Bagger. Vasen og buketten er fra Bering House of Flowers.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Alle hjørner og kroge bliver som en familietradition pyntet overdådigt op i julen af Bering House of Flowers.

En stor aften

Efter middagen bliver pigerne i spisestuen, og herrerne går i stuen for at klargøre træet med levende lys. Når de er færdige, banker den ældste herre i huset på døren og spørger, om alle er klar.

Derefter åbnes dørene op til synet af et magisk juletræ med levende lys, smukke, funklende julekugler og den historiske pynt, der vækker minder, og så danser vi om træet.

Aftenen sluttes med kaffe og cognac til de voksne og kakao, hjemmebag og lækkerier, der er hjemmelavet i ugerne op til den 24., til børnene, fortæller Caroline Fleming.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Stemningsfuld er det ord, der karakteriserer familiens jul, med dekorationer og opsatser fra Bering House of Flowers.

Mindeværdige juleaftener

Caroline Flemings aller bedste juleminde, eller rettere et af de morsomste, som hun selv vil beskrive det, er fra engang på Valdemars Slot, hvor hele familien på 28 mennesker var samlet.

Mens alle gæsterne hjælper med at bære ud fra bordet, sidder morfar og bedstefar nede ved bordenden i fuld gang med portvinen.

Pludselig går der ild i et lille hjørne af borddekorationen, hvor et lys har taget fat i vattet, som skulle ligne sne i den lille traditionstro miniatureby på midten af bordet, men ingen af de to ældre herrer bemærker noget, for de hygger sig.

Og det er netop sådanne stunder, hvor intet, selv ikke en brand i en nisseby, kan stoppe al snakken og hyggen, der for Caroline Fleming er fantastiske minder om familiens juleaftener.