Dekorationerne er færdige, bordet er dækket, gaverne er pakket ind, og det høje slanke cedertræ, der er familiens juletræ i år, mangler kun at få hængt ganske få, udvalgte hvide kugler på grenene - så er alting på plads. Jeanett Ulrich ser sig omkring - og hun er tilfreds med det, hun ser. Som indretningskonsulent og designer oplever hun, at det er let at komme til at ville for meget og overpynte sit hjem, når julen står for døren. Men ikke i år. I år har hun valgt et enkelt og stilfuldt udtryk i sit julehjem, der nu, hvor årets festligste aften står for døren, glimter og stråler.
- Det er ikke sådan, at jeg har lyst til at totalforvandle mit hjem, fordi der står december på kalenderbladet, men jeg kan godt lide at gøre lidt ekstra. Jeg pynter op efter devisen lidt, men godt, forklarer hun.
Farveholdningen er slående stram og fuldstændig gennemført i sort, hvid, brun, natur og sølv, hvilket afspejler hendes primære holdning, som er at bruge gode basis-toner som bund for ting og tilbehør, der let kan skiftes ud. Og så må der altså gerne ligge lidt luksus og glamour bag.
- I mange år har jeg gået og gemt på et par helt fantastiske facetslebne fløjdøre fra Mærsk Mc-Kinney Møllers tidligere hus. Jeg synes, at de passer fint til lejlighedens stil, og de er nu placeret i åbningen mellem stuerne. De er også medvirkende til, at lejlighedens niveau hæver sig, siger Jeanett Ulrich.
Herskabslejligheden på 114 m2 fra 1903, hvor Jeanett Ulrich bor med sine sønner Victor på 8 år og Fredrik på 16 år, var temmelig forsømt, da hun overtog den, og det tog lang tid for håndværkerne at forvandle de nedslidte rum til den drøm af en bolig, den er i dag. For at få et ekstra værelse blev det oprindelige køkken revet ned, og rummet indrettet til soveværelse. Spisestuen blev så til dels inddraget og indrettet til et åbent køkken med spiseplads. Da det ligger en suite med stue og et af lejlighedens to børneværelser, skulle køkkensektionen ses så lidt som muligt, og derfor er alle hårde hvidevarer gemt væk bag sortbejdsede låger. Tørretumbleren befinder sig, ret så utraditionelt, under den glaskeramiske kogeplade i køkkenet.
Stilen i lejligheden er enkel, og kvaliteten i orden. Selvom alle rum stort set er renoveret og moderniseret, fremstår boligen stadig i original udførelse. Alle vægge og lofter er frisket op og malet hvide, såvel som paneler og fyldningsdøre. De brede plankegulve er slebet ned og hvidpigmenteret, og stuk og rosetter nænsomt renset ned, så de fremtræder som nye.
- Jeg kan godt lide at mikse elementerne, lade modsætninger mødes med modens nyeste tendenser og samtidig holde fast i de klassiske kvaliteter, fortæller Jeanett Ulrich.
Køkkenet med spiseplads er helt klart det rum i lejligheden, hun holder mest af, og det er også her, decemberhyggen synes mest. Det er boligens naturlige samlingspunkt. Her kan man lave mad, mens børn, familie eller gæster hygger sig rundt om spisebordet.
- Vores jul er forholdsvis traditionel, men jeg giver den også gerne et lille drys af eventyr. Det skal være stemningsfuldt og hyggeligt - ikke overdesignet, hvilket det nemt kan blive med sådan en designermor, griner Jeanett Ulrich.