Et nybygget hus med skønt, naturligt pynt

Huset har ejerne selv tegnet – og julehjemmet er både hyggeligt og moderne.

© Maria Vous

Det nybyggede hus er tegnet, så det orienterer sig mod skoven. Med sin rød-brune farve blender det ind i den omkringliggende natur, som gennem store glasvinduer virker som en del af indretningen.

I en skovlysning i Søllerød

...bor Karina Mencke & Marcus Vagnby i et rummeligt, nybygget hus, som de selv har tegnet. Naturen fylder gennem store glasvinduer, og derfor er den helt naturligt trukket ind som julepynt, suppleret af en matchende farveskala.

© Maria Vous

Karina Mencke og Marcus Vagnby er industrielle designere og har firmaet Mencke & Vagnby.

Inviterer årstiderne indenfor

I Søllerød nord for København snor en å sig gennem en bøgeskov, som er klædt i hvidt. Midt imellem træer og vand ligger en nybygget villa på 220 m², der med sine mørke naturfarver fra patineret kobber og træ står i kontrast til det hvide vinterlandskab. Gennem høje glasvinduer kan designerparret Karina Mencke og Marcus Vagnby, og deres to døtre, sidde og betragte naturen udenfor, som nærmest går i ét med stuen.

– Det bedste ved huset er de store vinduespartier, der med transparens inviterer årstiderne indenfor, forklarer parret, som er stolte af byggeriets resultat. For huset er miljøvenligt og udstyret med varmegenvindingsanlæg, luft-til-luft-anlæg, solceller, samt isoleret med papiruld for et optimalt indeklima.

© Maria Vous

Ved hoveddøren bydes gæster velkommen af et lille grantræ, som flere gange har ageret juletræ hos designerparret. Kransen har Karina bundet.

Julepynten blender ind og bliver en del af den øvrige indretning

Udenfor er husets haver anlagt, så der er plads til både børn og voksnes interesser. Således vender en have ud mod skoven, hvor rådyr ofte kommer på besøg, mens en anden, som er etableret på den anden side af huset, er indrettet, så børnene kan slippe energien løs med gyngestativ, rutsjebane og legehus. Der er også en hyggelig krog med spisebord og grill, hvor Marcus planlægger at tilberede årets juleand, der, trods de skønne udearealer, skal nydes indendørs i varmen.

Da det på denne tid af året er for koldt at tilbringe mange timer udendørs, er julehyggen mere end velkommen indenfor – særligt efter at børnene er kommet i en alder, hvor blot et kræmmerhus giver dem julelys i øjnene. Det er dog vigtigt for parret, at julepynten blender ind og bliver en del af den øvrige indretning. Derfor ser de helst på noget stilrent, og med en masse elementer fra den vinterlige natur der integrerer ude med inde.

Juleforberedelserne starter tidligt, for allerede om efteråret tager familien i skoven for at samle kogler og flotte grene med mos til at pynte med. Det kombinerer de med servietter, bånd, enkelte stykker julepynt og masser af stearinlys. I år holdes julestemningen i sorte og gyldne toner. For farveskalaen skifter fra år til år. Alligevel er der nogle ting, som altid får en plads i julehjemmet. Et fast element er en foldet julestjerne, som parret fik af en svensk ven for mange år siden, og som er slidt og repareret mange gange, men den betyder noget særligt for dem.

© Maria Vous

Stolen hermann i valnøddetræ og cognacfarvet læder har parret designet i deres eget firma. Den er et godt sted at sidde og nyde julefreden sænke sig, mens sneen daler uden for vinduet.

Nogle gange må man kreativ

Der er altid et juletræ i hjemmet, og efter børnene er kommet til, er der ikke noget at rafle om: Der skal synges og danses rundt om det. Selve træet har Karina og Marcus hentet fra en plantage i nærheden, som de har gjort flere gange tidligere. Alligevel kommer julen til tider bag på dem, og så må man være kreativ.

– For nogle år siden var vi så sent ude, at vi måtte bruge billygterne for at kunne se træerne og vælge det rigtige. Andre gange har vi bare brugt vores lille juletræ med rødder i potte, som ellers står og pynter udenfor ved hoveddøren.

© Maria Vous

Parrets sans for former, farver, og materialer udmærker sig på julebordet, som er dækket med mørke nuancer i form af grå og sorte keramiktallerkener fra Rue Verte, mosgrønne stofservietterne fra Broste Copenhagen og træskeer fra Nuance. Vandglassene er fra Pers Chokolader, og vinglassene er fra Ikea. Træællingen af massiv eg ved navn Ugly Duckling er en del af parrets nye svaneserie for Vagnbys.

© Maria Vous

Midt i stuen står det smukke juletræ og funkler.

"Der er noget helt særligt over øjeblikket, hvor julestressen lægger sig"

Under træet ligger indpakkede gaver, og både pynten på træet og indpakningspapiret er holdt i gyldne toner for at skabe glans og glide ind i resten af stilen i julehjemmet. For det må gerne se pænt ud, mener Karina, der oftest bruger bånd, grene og kogler på pakkerne. Hvis indpakningen skal være i børne-højde, kan hun dog godt finde på at lade de mindste pynte noget helt simpelt papir med tegninger og farvet tape.

Når anden er spist, gaverne pakket op, og børnene lagt, elsker familien at gå ud og se på stjernerne.

– Der er noget helt særligt over øjeblikket, hvor julestressen lægger sig, og vi fyldes med ro af at indånde den sprøde vinterluft, mens vi ser på himlens stjerner og lader dagen passere. Bagefter nyder vi et godt glas rødvin foran pejsen, mens vi hygger os og taler til langt ud på natten.

© Maria Vous

Julepynten er fra Ferm Living, kogler fra skoven og under ligger dekorativt indpakkede gaver.

© Maria Vous

Spisebordet og stolene i serien Viggo af sortmalet træ med messingdetaljer, samt den hvide pendel, Snowflower, har parret designet i deres eget firma Mencke & Vagnby. Med deres stramme linjer passer møblerne flot ind i husets arkitektur.

© Maria Vous

Når julefrokosten er færdig, fortsætter julehyggen i sofa-arrangementet Hermann, som parret har designet, og Danerka har produceret. Nærmest som et fotografi indrammes skoven af vinduerne, og med gran i vasen bliver skoven en del af indretningen.

© Maria Vous

Julens hemmeligheder er lagt i æsker fra Bungalow, hvor båndene også er fra. Den mørke porcelænsskulptur, der forestiller en detalje fra en torsk, samt det abstrakte maleri har Karina lavet.

© Maria Vous

Den hjemmelavede pakkekalender er blevet en hyggelig tradition, som pigerne Nikka og Lio med spænding åbner på skift. Den spektakulære trappe er udført i egefiner, og er tegnet specielt til huset ud fra et ønske om at skabe en smal trappe til første sal, som kunne stå skulpturelt i gangen. Trin og gelænder er udført i et stykke, som blot holdes sammen med en lille messingsamling. Den sorte cykel er en prototype, som parret arbejder på.

© Maria Vous

Naturlige toner huserer i soveværelset. Sengen er fra Ikea, mens puderne i brunlige og rosa nuancer er lavet af Karina i materialer fra Nevotex. Bordlampen Via har parret designet. Julepynten er et lille værk i form af et juletræ i mos og messingtråd, som Karina har lavet, og sat ind i en Ikea-glaskuppel.

© Maria Vous

Rustik julepynt som kogler og træknolde har fundet vej ind på badeværelset. Baderumsmøblet er fra Ikea med en skiferplade på toppen. Armaturet er tegnet af Patricia Urquiola for AX.

© Maria Vous

En samling tuschtegninger er Karinas fortolkning af fiskerester og fiskeskrald hos fiskehandleren i Skagen i serien Fisk, som hun har haft med på en udstilling.

© Maria Vous

Brændeskuret er bygget op som en del af garagevægen. Parret ville gerne opbevare brændet tæt på indgangen, så de, ud over at kunne nyde synet af det flotte brænde, også kan holde øje med, hvornår der skal fyldes op.

© Maria Vous

Huset har parret kaldt Copper Wood, da det er et træhus, som er beklædt med henholdsvis sortmalet træ og kobberplader. På den ene side af huset er der et loungeområde, hvorfra man kan nyde synet af skoven.