En smuk juleeksplosion
Jakob Hundborg holder meget af at gøre noget ekstra ud af en festlig borddækningen hvert år til juleaften. Lad dig inspirere af smukke krystalglas, blankt polerede sølvtøj og klassisk sofistikeret service.
Jakob Hundborg
Jakob Hundborg har i mange år arbejdet med livsstil og design.
I dag driver han, sammen med kompagnonen Bettina Færgeman, det strategiske kommunikations-bureau Réplique, som rådgiver designvirksomheder omkring pr og kommunikation. Privat bor han i Hellerup med sin kæreste og deres grå mynde. De er netop ved at lægge sidste hånd på indretningen af en villa, som er komponeret i en blanding af japansk og skandinavisk minimalisme. I disse rammer har Jakob Hundborg dækket op til julefest. Vi har mødt den smagsbevidste herre til en snak om hans jul og traditioner.
Den grå dug og servietter er fra det tyske firma Blomus. Den mørkegråfarve skaber en mørk kontrast til de ellers hvide og lyse omgivelser.
En juleeksplosion i stramme rammer
Julen er for Jakob Hundborg en særlig tid, hvor man kan trække stikket ud og slappe af med sine nærmeste. Derfor holder han af at invitere på store middage igennem hele december måned. Og når juleaften kommer, så får julebordet hele armen med krystalglas, bedsteforældrenes blankt polerede sølvtøj og klassisk sofistikeret service.
Jakob hundborgs julebord er karakteriseret ved klassisk service, håndplukket keramik og krystalglas, store røde blomster og sølvtøj fra bedsteforældrenes bryllupper.
Som vi kører ind af indkørslen til Jakob Hundborgs smukke villa i Hellerup, er der ikke meget jul at spore. I en gammel konsulbolig, stramt komponeret i en blanding mellem japansk og skandinavisk minimalisme, har Jakob indrettet sig i en stil, som passer til huset. Her er ingen overflødige genstande, men derimod en række af bevidst håndplukkede design- og vintagefund, kunstfærdigt placeret i en ramme af hvide og grå nuancer. Men på julebordet er der dækket op til fest, for Jakob elsker jul og traditioner, og han holder af at gøre noget særligt ud af borddækningen. På det mørke bord er stilen klassisk med arvestykker fra bedsteforældrene, et klassisk musel-halvblonde-stel med Elements fra Royal Copenhagen, grønne art deco-glas fra 1920'ernes Paris samt de pompøse Regina-champagneglas fra Holmegaard, som blev tegnet i forbindelse med det danske regentpars sølvbryllup i 1992. Særligt er arvestykkerne vigtige at have med til bords, og Jakob føler et særligt slægtskab med sin mormor, fra hvem han har arvet sin pertentlighed og ordenssans.