Pia Saustrup er et julemenneske. Det er hende, der slår tonen an i december. Når de første kalenderblade vendes i denne måned, folder hun sig ud, og lader julen flytte ind i den klassiske villa. Men det er først, når træet er i hus, at julen for alvor er i gang. For juletræet spiller en helt central rolle i Pia Saustrups bevidsthed.
Da hun og hendes mand, Henrik, første gang fik forevist den klassiske villa med tre stuer en suite, var det juletræets placering, hun så for sig. Hun forestillede sig juleaftener med den store familie samlet og sådan er det blevet.
Men det varede et stykke tid, før drømmen kunne blive til virkelighed, for det var ingen overdrivelse, da boligannoncen sagde håndværkertilbud. Huset fra 1911 var ganske enkelt så ramponeret, at det blev solgt under vurderingen endda i en periode, da alle huspriser galopperede i vejret.
Parret fortæller, at ejendommens eneste beboer var en ældre, dement mand, der havde forskanset sig i husets bageste stue. Alt omkring ham var i forfald. Vinden peb ind alle vegne, og varmeregningen lignede et takkekort fra gråspurvene.
Det tog parret et par år at arbejde sig igennem huset. De har udført det meste af istandsættelsen selv med respekt for husets oprindelige stil helt ned i detaljen. Det har været en målsætning ikke at ændre på husets udtryk og udvendige størrelse.
Parret havde ingen intentioner om at bygge ud. Udfordringen lå i at få plads til den store familie i de eksisterende rammer. Det er sket ved at bygge børneværelserne ud i skunkene og ved at inddrage den staldbygning, som hørte til huset.
Den er nu blevet til et lyst og dejligt spisekøkken, og høloftet oven over er blevet til Pia og Henrik Saustrups soveværelse. Resultatet blev såmænd 50 ekstra m², så familien landede på 260 m² i alt.
Tilbage til julen. Der er masser af kringelkroge og karnapper i det gamle hus, og det passer perfekt til familien Saustrups måde at jule på. Med nyt og gammelt pynt, der spiller smukt op imod husets fine detaljer. Som fx de blyindfattede ruder med glasmosaikker, der danner rammen om årets nisselandskab.
Høje paneler, stuk og smukke krystallysekroner, der genspejler de mange levende lys. En elegant granguirlande, der snor sig om det gamle trappegelænder. Indretningen i hjemmet er elegant og blød også i årets øvrige elleve måneder. Pia Saustrup sætter stor pris på møbler med sjæl, og foretrækker at handle i antikvitetsforretninger og på loppemarkeder.
Her er antikke møbler tilsat moderne komfort og personligt nips. Farverne er som i naturen: Jord, sand, grønt og blåt. Hele huset oser af atmosfære og af, at her bor en familie, der elsker deres hjem. Og julen.