Trend: Minimalismen får modspil

Retrostilen sniger sig ind i de ellers minimalistiske danske hjem og giver de rene linjer og det stramme udtryk modspil. Bliv klogere på trenden her.

Minimalisme med et tvist

Den typiske nordiske stil er kendt for at være enkel og minimalistisk, men vi vil i 2021 se, at den minimalistiske stil får modspil fra enkelte retroelementer - som dog er farveafstemt og stilrene i deres udtryk, så ikke de bryder for meget med den enkle stil og skaber forvirring.

Særligt smukke træmøbler, gamle designklassikere, messinglysestager og store, gamle plakater i falmede farver er blandt de mange retroting, som er populære i de danske hjem lige nu. Det og meget mere fra de efterhånden mange genbrugsbutikker og loppemarkeder vil være at finde i danskernes indretning gennem 2021.

Vi har samlet en række billeder fra stilfulde hjem, hvor man på fineste vis har formået at kombinere den minimalistiske stil med lækre retro-items.

Designklassikere
© Tia Borgsmidt

Omgiv dig med designklassikere

De store, gamle designklassikere må være noget af det fra retrostilen, som er aller mest populært i de danske hjem.

Hvad end vi snakker om lamper, stole, borde eller sofaer, så findes der masser af klassikere som ikoner såsom Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, Børge Mogensen og mange flere designede i deres tid.

Giv din minimalistiske indretning kant og charme med en klassisk tremmesofa fra Børge Mogensen, som det er gjort her. Ønsker du at gøre retrostilen mere dominerende, kan du ligeledes finde et sofabord og en lænestol i retrostil.

Minimalistisk indretning
© Pernille Kaalund

Råt og rustikt

Rå og rustikke stålmøbler er en populær del af retrostilen. Særligt rustikke industriinspirerede lamper, stole og skamler ser man ofte kombineret med enkle, hvide møbler eller træmøbler.

Her har man på en enkel måde inddraget en rå og industriel skammel i en ellers stilren indretning i minimalistisk stil.

Retro lædersofa
© Kira Brandt

Den klassiske lædersofa

En lædersofa med mange år på bagen og smuk patina derefter er et oplagt element i en klassisk, minimalistisk indretning, hvor retrostilen får lov at snige sig ind på en diskret og kontrolleret måde.

Her står sofaens smukke, brune og nærmest orange farve i kontrast til de hvide vægge, men dens enkle design gør, at den blender ubemærket ind i det øvrige moderne interiør- og farvevalg.

Entré
© Andreas Mikkel Hansen

Mørkt træ

Det mørke træ er karakteristisk for retro-stilen og kan gøre underværker i en til tider farveløs, minimalistisk indretning.

Se for eksempel her, hvordan det indbyggede tøjstativ med mørk træbaggrund og den mørke trædør giver varme, liv og charme til den ellers neutrale og farveløse entré.

Rødt retrohjem
© Pernille Kaalund

Skru op for farverne

De klassiske pangfarver er også kendetegnende for retrostilen, hvor særligt lamper, kommoder og stole i kraftige farver er populære.

Her bryder den røde FDB-stol og Panthella-lampen af Verner Panton med det minimalistiske udtryk og giver liv og personlighed til hjemmekontoret.

Pangfarverne er en forholdsvis nem måde at bryde med den minimalistiske stil, og du kan med fordel udvælge en eller to farver, som du lader være gennemgående i din indretning. Sørg dog for, at der kun er enkelte pangfarvede elementer, og at de er spredt i indretningen, så man dels undgår stilforvirring og samtidig skaber en rød tråd.